Derfor anbefaler vi 7 i snit

7

På Ørestad Gymnasium anbefaler vi, at eleverne har 7 i gennemsnit i dansk, engelsk og matematik i de afsluttende karakterer i folkeskolen. Hvordan kan vi gøre det, når der ikke er et krav om en bestemt karakter i optagelsesbekendtgørelsen, og når regeringen i sit gymnasieudspil foreslår karakteren 2?

Vi har naturligvis ikke indført særlige karakterkrav på Ørestad. Det er også hos os sådan, at når den afleverende skole har vurderet at en elev er uddannelsesprat, så har eleven et retskrav på at komme i gymnasiet, og så er det optagelsesbekendtgørelsens regel om afstand mellem hjem og skole, der er afgørende for, om eleven kan optages på et gymnasium.

Vi siger 7 som en “varedeklaration” til kommende elever og deres forældre og til vejlederne på folkeskolerne om hvad Stx er for en uddannelse, og hvad der kræves for at gå i gymnasiet. Gymnasiet er – stadig – en boglig uddannelse. Og den stiller – stadig – store krav til elevernes evne til at tilegne sig teoretisk stof og til at håndtere et stort arbejdspres. Gymnasiet er – stadig – en uddannelse, der forbereder eleverne til videregående uddannelse, herunder lange videregående (universets-)uddannelser. At klare sig og trives i gymnasiet kræver først og fremmest, at eleven er motiveret for at lære noget og at de kan se et projekt med at gå på gymnasiet, fordi de ønsker at fortsætte på en videregående uddannelse. Ellers bliver det 3 lange år fyldt med nederlag.

Når vi siger 7, er det en vejledning til de unge om, hvad der kræves for at gå i gymnasiet. Hvis eleven har 7 og derover i folkeskolen, er det sandsynligvis udtryk for, at eleven et motiveret for at gå i skole og kan klare kravene. Hvis elev har under 7, kan det være udtryk for, at eleven er skoletræt og i virkeligheden ikke trives med at gå på en skole, der i høj grad fokuserer på boglige fag.

Der er mange elever, der har klaret gymnasiet godt, selv om ikke kommer med 7 fra folkeskolen. Men så er det, fordi de har et projekt med at gå i gymnasiet, og derfor leverer den arbejdsindsats, der er nødvendig. Vores vejledning om 7 er en påmindelse om, at hvis en elev har mindre end 7 i folkeskolen, så skal skeen tages i den anden hånd i gymnasiet.

Vi ønsker ikke at forhindre unge mennesker i at blive optaget på en uddannelse. Det er vigtigt at alle unge får en ungdomsuddannelse.

Men det er også vigtigt, at de vælger den uddannelse, der er den rigtige for dem. Gymnasiet skal man ikke vælge, fordi alle kammeraterne gør det. Gymnasiet skal man vælge, fordi man har et projekt med det og derfor kan se meningen med det.

Og meningen med gymnasiet er at forberede de unge til videregående uddannelse. Både de korte, de mellemlange og de lange.