Studie- og ordensregler

Studieregler

Du er forpligtet til at møde til undervisningen, være forberedt og deltage aktivt. Du skal aflevere opgavebesvarelser til den fastsatte tid.

Du skal deltage i interne prøver og eksaminer samt aflevere større bekendtgørelsesfastsatte opgaver.

Fravær og manglende opgaveaflevering registreres løbende. Alt fravær registreres uanset dets årsag.

Ferie kan kun afholdes i de perioder, der fremgår af skolens ferieplan. 

Du har pligt til at orientere dig om omfanget af dit eget fravær fra undervisningen og manglende opgaveaflevering samt standpunktskarakterer i skolens administrative system Lectio. Hvis du er under 18 år, har du pligt til at orientere dine forældre om omfanget af dit fravær og dine standpunktskarakterer.

Du skal ved standpunktskarakterer, årskarakterer og eksamensgennemsnit opnå et resultat på over 2,0 i gennemsnit.

Sanktioner

Ved overtrædelse af skolens studieregler kan der iværksættes følgende sanktioner:

  • Du kan blive frataget din SU
  • Du kan nægtes oprykning til næste klassetrin, fordi dine lærere ikke kan vurdere din faglige indsats
  • Du kan ikke ikke komme til eksamen i fag med for højt fravær
  • Du kan blive indkaldt til en samtale med dine forældre og skolens ledelse, hvis du er under 18 år

Skolen bestemmer, hvilken sanktion du får.

Hvis du trods advarsler ikke nedbringer dit fravær til under 10 procent, kan du blive bortvist fra skolen.

Elever med dokumenteret længerevarende sygdom eller kronisk sygdom, kan efter konkret aftale med ledelsen få en særlig ordning, hvor skolen tilbyder erstatningsundervisning.

Elever med behov for at gennemføre en mere fleksibelt tilrettelagt skolegang kan efter konkret vurdering fra skolens ledelse opnå en aftale.

Studiereglerne administreres i henhold til nærmere beskrivelse i skolens “Frafalds- og fraværspolitik”.

Ordensregler

Du skal tage hensyn til og udvise respekt over for andre i både tiltale og adfærd. Mobning og anvendelse af vold mod andre på skolen tolereres ikke.

Det er ikke tilladt at vise og/eller dele billeder eller videoer som kan have et krænkende indhold.

Du skal behandle skolens bygninger og inventar hensynsfuldt. Du må ikke anvende skolens bygninger, udstyr eller materiel til andre formål end undervisning og studier uden forudgående tilladelse fra rektor.

Du skal overholde gældende lovgivning på skolens område.

Du er forpligtet til at være bekendt med skolens anvisninger og rette dig efter disse. Anvisninger meddeles på Lectio, Elevnyt på Facebook, på din mail, på Google, på skolens hjemmeside, på OEG Samling eller ved andre opslag.

Du skal rette dig efter anvisninger fra skolens personale, såvel på skolens område som ved undervisningsaktiviteter uden for skolens område.

Du skal arbejde koncentreret med de undervisningsaktiviteter, som din lærer sætter i gang, og du må ikke forstyrre andre elevers koncentration.

Når du bevæger dig på skolens område, skal du opføre dig på en sådan måde, at du ikke forstyrrer elevers og læreres studieaktiviteter.

Du skal behandle lånte undervisningsmidler ordentligt. I modsat fald vil du skulle erstatte beskadigede materiale.

Du må hverken ryge indenfor eller udenfor på skolen. E-cigaretter er heller ikke tilladt. Det er kun tilladt at ryge på den anden side af kanalen samt i det begrænsede rygeområde oppe på terrassen.

Du må ikke indtage alkohol eller andre rusmidler på skolen, hverken i undervisningstiden (herunder ekskursioner og studierejser) eller uden for undervisningstiden. I særlige tilfælde (arrangementer, hvor der ikke er undervisning den efterfølgende dag) kan rektor dispensere.

Skolens computere og skolens net må i undervisningstiden kun anvendes til formål, der er relevante for undervisningen. Det er ikke tilladt at gennemføre betalinger over skolens net.

Skolens brandalarmer skal respekteres. Misbrug af disse medfører bortvisning fra skolen.

Du må ikke downloade spil, musikfiler og ophavsretsbeskyttede programmer via skolens netværk, og du må ikke ændre opsætningen på skolens computere. Du må kun anvende skolens computere med anvendelse dit eget password. Misbrug af skolens IT-system betragtes som hærværk.

Du må kun indtage fødevarer i skolens kantine samt i gruppemiljøerne på 1. og 2. etage. Drikkevarer må medbringes i holdmiljøer og gruppemiljøer undtagen på 4. sal.

I pauser skal du opholde dig i pausemiljøerne, kantinen eller udenfor (i spisepausen tillige i gruppemiljøerne på 1. og 2. etage).

Du skal rydde op efter dig selv i såvel holdmiljøer, gruppemiljøer, individmiljøer, fagmiljøer og pausemiljøer. Alle områder skal forlades, så møblerne står i overensstemmelse med grundopstillingen for det pågældende område og med stolene hængt op under bordene.

Under eksamen og prøver skal der være ro på skolen. I eksamensperioden er det kun tilladt at opholde sig i stueetagen, men mindre du skal til eksamen.

Du skal i din påklædning respektere, at skolen er en undervisningsinstitution.

Sanktioner

Overtrædelse af ovenstående regler vil normalt medføre, at du indkaldes til samtale med rektor og tildeles en skriftlig advarsel.

I grovere tilfælde vil du kunne bortvises fra skolen i op til 10 skoledage pr. år, der medtælles som fravær, eller fra enkelte arrangementer på skolen. I graverende tilfælde vil du kunne bortvises permanent med øjeblikkelig virkning, også i tilfælde hvor du ikke forud er tildelt en skriftlig advarsel.

Ødelæggelse af skolens bygning, inventar og undervisningsmidler samt andre elevers ejendele skal erstattes. Skolen har ingen forsikring. Det er derfor den enkelte elevs ansvar at være forsikret i tilstrækkeligt omfang.

Overtrædelse af gældende lovgivning anmeldes til politiet.

Hvis ordensreglerne overtrædes på en studietur, kan de ansvarlige lærere træffe afgørelse om at du hjemsendes for egen regning (de praktiske omstændigheder aftales med forældrene).

 

Reglerne er udformet i henhold til Bekendtgørelse nr. 1249 af 13. dec. 2004 med dertil knyttet Vejledning nr. 121 af 13. dec. 2004