fbpx

Idræt B på skitur til Trysil

OEGs idræt B-elever var i januar på skitur i Trysil, Norge. Det blev en uforglemmelig tur, hvor både nybegyndere og øvede skiløbere prøvede kræfter med pisterne og fik et godt sammenhold på tværs af de to idræt B hold.

 

Elevernes stemme er i dag Kaif fra 3j og Viktoria fra 3o.

Vi var to idræt B hold, der glade og spændte landede i Trysil, Norge, ca. 9 timers bustur fra København. Vi havde ikke haft undervisning sammen inden turen, og kendte derfor ikke hinanden særligt godt. Derfor var det fedt at være afsted sammen i Trysil. Vi boede i hytter på tværs af holdene og trænede hinanden  i skiløb. Vi lærte derfor hurtigt hinanden rigtig godt at kende. Så udover at få en masse idrætsfagligt ud af turen, kom vi også hjem med et rigtig godt sammenhold på tværs af de to idræt B hold.

Vores dage i Trysil gik med ski, ski og atter ski. Vi vågnede ved 8-tiden og spiste morgenmad, og så trænede vi og kørte på pisterne indtil frokost. Nogle slappede af om eftermiddagen, men vi kunne ikke få nok, og tog derfor også et par eftermiddagsture ned ad bjerget. Om aftenen hyggede vi os i hytterne med film og popcorn.

Alle kunne være med

Vi var delt op i 3 hold på turen. Et for nybegyndere, et for let øvede og et for meget øvede. Halvdelen af de deltagende elever var på begynderholdet, så der var god mulighed for at finde andre at spejle sig i. Lærerne, der var med på turen, trænede os selvfølgelig. Men vi fik også træning af hinanden. De meget øvede elever, trænede nybegynderne. Og derfor endte vi med at blive makkere. Vi, nybegyndere, var virkelig dårlige i starten, men det hjalp helt vildt meget at have de øvede elever med. De var rigtig gode til at give feedback og bakke os op, så vi blev hurtigt ret gode. 

Idræt b skitur

 

Kaif havde kun prøvet at stå på ski en enkelt gang før, da han var 8 år. Så han var ret spændt på hvordan turen ville gå, for ham som nybegynder: “Jeg var fuldstændig nybegynder. Men jeg er en rigtig vovehals og elsker sport, og føler selv jeg er ret lærenem, så jeg synes jeg hurtigt fik styr på det. Den første dag faldt jeg bare 117 gange. Men de næste dage faldt jeg stort set ikke. Det var fedt at opleve at man kan udvikle sig så hurtigt på ski.”

Træning på CopenHill

Efter vi er kommet hjem, har begge idræt b-hold skitræning sammen på CopenHill, hvor vi øver nogle af de ting, vi lærte på turen. Det er fedt, at det sammenhold, vi fik på turen fortsætter, efter vi er kommet hjem, fordi vi har mulighed for at få undervisning sammen og følge hinandens udvikling.

Nysgerrig på idræt B?

Læs mere her eller se videoen herunder.