fbpx

Globalisering og internationalisering 

Ørestad Gymnasium i verden

Ørestad Gymnasium er engageret i verden omkring os og har tradition for et stort fokus på internationalisering og globalisering. Vi deltager i samarbejder med skoler og organisationer i hele verden, og sætter fokus på det internationale aspekt gennem særlige studieretninger, globale netværk og internationale projekter.

Deltagelse i internationale netværk

Ørestad har fra begyndelsen haft meget fokus på internationale samarbejder. Vi har ofte besøg af folk fra resten af verden, og deltager i internationale netværk og projekter. Vi arbejder også med etwinning som en måde at samarbejde med skoler i udlandet. Som en af kun to skoler i Danmark er vi med i Ashoka Changemaker-netværk, et prestigefyldt netværk af skoler og virksomheder over hele verden, der sætter fokus på at uddanne changemakers og gøre en forskel for andre. Vi er også med i alliancen Global School Alliance og har desuden forskellige internationale partnerskoler rundt om i verden

 

Partnerskoler

Blandt vores partnerskoler kan nævnes MetFilmSchool i London, som især samarbejder med vores medielinje og giver mulighed for blandt masterclasses med filmfolk fra Londons internationale miljø. Vi har også gennem en årrække samarbejdet med Beijing Normal University, og Step by Step School ved Delhi i Indien, hvor vi har sendt klasser på studieture og selv modtaget elever og lærere på skolen. Vi har desuden fokus på international udvikling gennem diverse Erasmus-projekter rundt om i Europa. Lige nu er vi blandt andet med i projekter med skoler i Frankrig, Østrig og Ungarn. m

 

Studieretninger og internationale dimensioner

Alle elever kommer på en studietur til Europa i 2.g. Turen er en del af et fagligt samspilsforløb med to af klassens studieretningsfag. Medieklasserne producerer dokumentarfilm fra det land, som de besøger, og på samme måde bruger de andre studieretninger deres faglige og innovative kompetencer på studieturen. Mange elever tager desuden på studietur med deres sproghold i 3.g. Udover dette kan man vælge en af vores tre studieretninger med særligt fokus på det internationale perspektiv: Europalinjen, klimalinjen og den supersproglige linje.

 

Europalinjen

På vores Europalinje (også kendt som ”Global Society Class”) sætter vi fokus på fællesskaber, politik og samarbejde i Europa. Klassen bliver undervist på engelsk i samfundsfag og historie, og kommer på en studietur hvert år. Nogle af de emner, der er fokus på i denne studieretning er demokrati, konfliktløsning og EU’s betydning i forhold til de udfordringer verden står overfor som fx ulighed, migration, klima og økonomisk udvikling. Læs mere om Europalinjen her.

 

Klimalinjen

På vores klimalinje sætter vi fokus på klima og miljø. Linjen har et nordisk perspektiv og deltager ofte i samarbejdsprojekter med skoler fra de andre nordiske lande. Igennem studieretningsfagene samfundsfag, engelsk, naturgeografi og fysik, opnår eleverne en faglig indsigt i de fagområder, der især spiller ind på klimaproblematikken. Naturvidenskaben har en stor rolle at spille i løsningen af klimaspørgsmål, og eleverne udfordres i at tænke i løsningsorienteret og innovativt i relation til klima og internationalt og nordisk samarbejde. Lige nu er vi midt i et fælles “Nordplus” projekt med skoler i Sverige og Norge. Skolerne samarbejder om at sætte fokus på klima og udvikle nye undervisningsformer og samarbejde inden for fagene dansk (/svensk/norsk), naturgeografi og samfundsfag. Læs mere om klimalinjen her.

 

Supersproglig linje

På den supersproglige linje sætter vi fokus på kommunikation og sprogkompetencer på tværs af landegrænser. Eleverne opnår det højeste mulige niveau i sprogfagene og får et ekstra sprog på A-niveau. Studieretningen deltager i internationale samarbejder fx med vores samarbejdsskoler i Poitiers, Frankrig eller gennem vores hyppige Erasmus-projekter. Desuden vil eleverne på den supersproglige linje komme på sprogrejser med deres fremmedsprog på A-niveau.

 

International dag

Som noget nyt, er vi ved at planlægge, at vi fra næste skoleår vil afholde en særlig international dag, hvor globalisering og internationalisering er på programmet for alle elever. Her kan de internationale studieretninger præsentere deres projekter, og resten af skolen inviteres til at tage del i de internationale netværk. På sigt vil vi videreudvikle dagen til en større begivenhed, der sætter fokus på globalisering både for vores elever og for andre interesserede. Vi fortsætter naturligvis også vores tradition for at trække resten af verden ind på skolen gennem internationale gæster og workshopholdere, både på denne dag og resten af skoleåret.