fbpx

Martha og Julie på udveksling i Graz

To elever fra 2g har i efteråret været på en uforglemmelig udveksling i Graz; Østrig. Det er der kommet både et blogindlæg og en vlog ud af.

 

Elevernes stemme er i dag  Martha og Julie fra 2m.

Den 31. oktober stod vi klar på Høje Taastrup station med alt vores bagage og vores familier ved vores side. Turen var blevet planlagt for flere uger siden, men det virkede stadigt uvirekligt endelig at skulle afsted, da vi ikke vidste, hvad vi kom ned til. Nattoget kørte os direkte gennem Danmark og Tyskland til Berlin. Derefter gik turen til Wien og så til vores endestation Graz. Vi ankom i Graz ca. kl. 20:30 om aftenen og havde altså kørt i tog i over 20 timer. Her blev vi modtaget af vores værtsfamilier, og så var der ikke meget andet at gøre en at sige farvel til hinanden for nu.

Vi boede begge hos nogle rigtig søde og gæstfrie værtsfamilier, som fik os til at føle os velkomne og hjemme, selvom vi var i et helt fremmed land. Vores uger i Graz var tæt pakkede og fyldt med uforglemmelige oplevelser. De første par dage gik med at udforske den smukke gamle by og lære hinanden at kende. Hurtigt blev vi rigtigt gode venner med både vores udvekslingsfamilier og de øvrige elever i klassen. 

Martha og Julie

I den første weekend blev vi inviteret til et såkaldt Maturabal, som er et bal for den afsluttende klasse. Ballet kan sammenlignes lidt med vores galla – bare 10 gange større og meget mere formelt og traditionelt, da ballet er et gammel koncept, som de går meget op i.

Dagen efter ballet besteg vi et meget smukt bjerg kaldet Schöckl, der lå lidt uden for byen. I løbet af den anden uge, smagte vi blandt andet noget af verdens bedste chokolade på den kendte chokoladefabrik Zotter. På fabrikken fik vi udleveret en ske, og så kunne vi smage på over 100 forskellig slags chokolade. Vi har aldrig spist så meget chokolade som den dag. Derudover gik ugen også med film – og pokeraftener, samt en fed 18-års fødselsdagsfest. 

 

Men vi gik selvfølgelig også i skole sammen med vores udvekslingsstuderende. Vi gik i det, der i Østrig hedder 8.klasse, men som aldersmæssigt svarer til en dansk 2.g klasse. I det østrigske skolesystem er 8.klasse dog det sidste år i gymnasiet, selvom de fleste er yngre end os. Undervisningen minder meget om den vi har i Danmark, man har dog ikke mulighed for at vælge en studieretning. Vi gik på en skole som hedder KLEX. En speciel ting ved denne skole er, at de har et koncept, som hedder “Studierenzeit” altså studietid. Konceptet går ud på, at man har 2 moduler om dagen udelukkende til at lave lektier og aflevering. Her fik eleverne mulighed for at få hjælp og vejledning af forskellige lærere fra forskellige fag.

“Studierenzeit” er frivillig, man skal dog være der mindst 2 gange om ugen. Vi syntes det var et mega fedt koncept, som vi ville ønske man også havde her på OEG. 

 

 

Alt i alt, var det at være på udvekslingsophold en uforglemmelig oplevelse, som vi er rigtig glade for at få mulighed for. Når vi sidder her, tilbage i flade Danmark, savner vi virkelig den smukke østrigske natur og de fantastiske mennesker vi mødte. Vi glæder os til, at de kommer til Danmark i foråret.

Hvis I vil se mere om vores udveksling i Graz, kan I her se vores vlog, som vi har filmet i løbet af turen.