1.g'ere dystede om plads til DM i Science

13. december 2018

Torsdag morgen startede med et fysikforsøg i den sjove ende for en udvalgt gruppe 1.g’ere. Eleverne har det tilfælles, at de alle sammen har vist stort talent for NV og deres øvrige naturvidenskabelige fag. Derfor er de valgt ud til talentholdet, hvor de torsdag skulle dyste mod hinanden om en plads til DM i Science. Eleverne var inddelt i grupper af 3, alle med samme mål; at udregne antallet af elastikker, der skulle sættes sammen for at sikre en Barbie-dukke det optimale bungee jump fra halvanden meters højde. 

Science OL – EUSO

Torsdagens dyst var egentlig første runde i den store sciencekonkurrence EUSO, som står for Den Europæiske Unions Science Olympiade. De bedste elever går videre fra skolerunden til DM i Science og herfra er der så mulighed for, at kvalificere sig til de internationale runder af konkurrencen.

“Bare hun ikke dør!”

Inden forsøget skulle udføres i praksis, fik hver hold en Barbiedukke, 5 elastikker, nogle lodder og et stativ på en meter. Med deres remedier skulle de nu finde frem til, hvor mange elastikker der skulle til for, at Barbie kunne gennemføre et perfekt bungee jump.

Da dukkerne skulle tage det nervepirrende spring, begyndte en lille smule nervøsitet at melde sig. De to lærere, Lone Pedersen og Mia Nyberg Godiksen, var nemlig konsekvente dommere: Barbie skulle hoppe uden vand under sig, og hvis hun ramte gulvet, så var holdet ude. Hvis dukken derimod “overlevede” det første hop, skulle hun nu hoppe over en balje vand. Her var målet, at Barbiedukkens hovede skulle i kontakt med det 10 cm dybe vand.

Flere elever frygtede for Barbies liv, for hvis de havde brugt for mange elastikker, så ville hun jo “flække hovedet og dø”, som en elev sagde. Heldigvis var der ingen dukker, som dødede – men det var heller ikke alle, der fik vådt hår.

Talentudvikling på OEG

På Ørestad har vi fokus på at løfte de elever, som har brug for ekstra hjælp, men også på at give ekstra udfordringer til de elever, som har talent for forskellige fag.