Multiforestilling - nu med akrobatik og bevægelse

19. november 2019

Skrevet af Ida Marie Klarskov Vesterdahl, 3.m
Fotos: Sia Susanne Sejer Pihl, 3.d

På Ørestad Gymnasium sammensættes årligt en multiforestilling af en gruppe lærere og en samling på omkring 60 kreative elever. Forestillingen er et sammenspil mellem både musik, dans, skuespil og mediefag. I øjeblikket er forestillingen stadig i sin begyndelsesfase, idet holdet først begyndte at øve efter efterårsferien. De øver hver onsdag eftermiddag og enkelte weekender.

Dette års tema fokuserer på forståelsen af konceptet tid. Nogle scener formidler tid i en mere bogstavelig forstand som i at mangle tid og føle sig overvældet og stresset. Andre scener håndterer temaet i en mere abstrakt forstand, hvor tid eksempelvis personificeres og interagerer direkte med publikum.

I onsdags havde holdet besøg fra Lars Lindegaard Gregersen, som er performer og instruktør fra teaterkompagniet GLiMT, der arbejder med at kombinere nycirkus, dans og fysisk teater. Her fik de medvirkende mulighed for at fremvise nogle af deres scener og efterfølgende modtage tips og tricks til, hvordan de kunne inkorporere dans og bevægelse i deres skuespil. På den måde udviklede skuespillerne gennem workshoppen en større bevidsthed omkring deres måde at kommunikere med hinanden på via kropssprog og fysisk udfoldelse. Til slut havde holdet formået at tilføje flere visuelle billeder til deres scener, der kunne forbedre forståelsen og formidlingen af deres budskab.

Forestillingen spiller
Onsdag d. 29. januar 2020 klokken 19:00
Torsdag d. 30. januar 2020 klokken 19:00
Fredag d. 31. januar 2020 klokken 19:00

Caféen åbner klokken 18:30

Billetpris: 30 kr.

Kopi af DSC_0329
Kopi af DSC_0303
Kopi af DSC_0272