Pernille er årets superstudent

23. juni 2017

Sin sidste eksamen afsluttede hun med et flot 12-tal i psykologi. Men andet ville næsten også være underligt for Pernille Harrig, 3.n, som afslutter Ørestad Gymnasium med et snit på 11,9. 

19264393_1331253476970056_6860605366305984466_o (1)

11,9 lyder det imponerende snit. Det er et ‘rent’ snit, der ikke er ganget op, og det gør Pernille Harrig fra 3.n til årets superstudent på Ørestad Gymnasium.

– Jeg har fået 12 i alt, undtagen skriftlig dansk og skriftlig matematik, hvor jeg fik 10. Jeg har ikke noget yndlingsfag, er både glad for dansk og religion og matematik, så jeg er meget ‘allround’, som hun siger.
Men selv om det næsten lyder som om, 12-tallerne bare kommer dumpende ned fra himlen, er Pernille bestemt ikke kommet sovende til årgangens højeste snit, understreger hun.

Hårdt arbejde 
– Jeg har lagt rigtig meget hårdt arbejde i det. Jeg har været til stort set alle moduler, haft to-tre modulers fravær i alt og været aktiv i de fleste timer, fortæller Pernille, som helt fra 1.g har været indstillet på at smøge ærmerne op og arbejde hårdt.
– Sådan er jeg nok bare som person. Når jeg sætter mig for noget, vil jeg gerne yde mit bedste, der hvor jeg kan, siger hun.

Noget tyder dog på, at det, foruden hårdt arbejde, også ligger i generne. Pernilles søster gik ud for 3 år siden, var det også med et usædvanligt højt snit på 11,7.
– Mine forældre har helt almindelige mellemlange uddannelser og har aldrig presset os. Den værste har faktisk været mig selv. Jeg har lagt et stort pres på mig selv og været nervøs før eksamenerne. Det har jeg brugt meget energi på, erkender hun.

Døren til fremtiden står åben

Men alt det hårde slid var det hele værd. For med et snit på 11,9 står alle døre åbne for Pernille, og hun kan komme ind på alle uddannelser i landet. Men alt det må vente lidt.

– Nu skal jeg have to sabbatår, hvor jeg skal arbejde og ud at rejse. Senere vil jeg gerne på universitetet, går jeg ud fra. Jeg har tænkt på overvejet at læse matematik eller andre fag, men jeg aner faktisk ikke, hvad det ender med. Det er også en af grundene til, at jeg har gjort så meget ud af alle fagene; jeg er ikke klar over, præcis hvad jeg vil, og nu har jeg alle muligheder, som Pernille siger.

Gode råd til 12-taller

Superstudenten Pernille, som har et snit på 11,9, giver råd til andre, som også gerne vil score topkarakterer:

-Det kræver at være passioneret og engageret i skolearbejdet. Det kommer virkelig ikke af sig selv. Jeg havde ikke fået det snit, hvis jeg ikke havde lavet mine lektier og lyttet efter lærerne i timerne. Det har også været virkelig vigtigt for mig at have nogle fantastiske veninder og en klasse, som jeg kunne støtte mig op af og have det super godt med i tre år, siger hun.