Anmeldelse: Drømme-forestilling på OEG

16. november 2016
_mg_7815

Jeg har en drøm….

Anmeldelse af Rikke Bjerge
Foto: David Thorius, 3m

Man behøver ikke være Martin Luther King for at have en drøm.

Faktisk drømmer vi hver nat ikke bare én, men flere drømme. De fleste er dog glemt, når vi vågner, men i årets Multiforestilling ‘Drømme’ på Ørestad Gymnasium bliver en del af drømmene genoplivet.

Velkommen til en drøm af en forestilling, som jeg heldigvis ikke har lyst til at vågne op fra i de to timer, stykket varer.

Forskellige scener

Forestillingen er bygget op som en montage, det vil sige en masse korte scener, der ikke har andet tilfælles end det gennemgående tema ‘drømme’. Men lige i dette tilfælde giver det faktisk god mening. Som vi får at vide i en af åbningsscenerne:

– Mennesket har normalt 4-6 drømme i løbet af en nat, og ofte varer drømme 5-10 minutter.

Montageformen er dermed med til at understrege den måde, vi drømmer på, og det er faktisk modigt og skævt tænkt.

Det er vigtigt at bemærke, at handlingens scener og drømme er skrevet af skuespillerne selv. Det er altså deres egne drømme, og til tider mareridt, der fremstilles på scenen. Det afspejles i et par scener, der er lige så syrede som kun drømme kan være. En scene handler f.eks om frugtjuice, der ender med mulighed for en fest. Det giver ikke altid helt mening for publikum, lidt som at vågne op og huske en totalt urealistisk drøm.

Vågne drømme

Forestillingen går fra drømmeunivers over til de drømme, eleverne har i vågen tilstand og giver et et indblik i de unges tanker, der selvfølgelig er lige så forskellige som dem selv. Som et brudstykke fra en bekymringsfri teenager lyder:

Jeg har en drøm om, at jeg en dag vil rejse verden rundt med alle mine venner.
Jeg har en drøm om, at jeg vil flyve.
Jeg har en drøm om, at jeg vil være virkelig rig.
Jeg har en drøm, om at jeg en dag vil lave masser damer.

Det legende, bekymringsfri dagdrømmeri kommer til at stå i skærende kontrast til en senere scene, der efter min mening er en af de stærkeste, rent indholdsmæssigt. Nemlig Louise, som går til drømme-afvænning, fordi hun skal lære at leve i den virkelige verden.

– De siger, det er til mit eget bedste, og at jeg skal lære at se realiteterne i øjnene, siger hun og proklamerer med stolthed, at hun har været drømmefri i to måneder.

Samtidigt er det tydeligt, at det gør hende dybt ulykkelig, jo tættere hun er på sit mål om at blive den drømmefri pige, som omgivelserne forventer.

Jeg ser scenen som en stærk og meget relevant kritik af et samfund, der ikke levner meget plads til at drømme og lege, men som i stedet forventer, at man ‘tager sig sammen’ – også fra ganske ung. Og som et råb om, hvad det gør ved unge, hvis de stopper med at drømme og i stedet ‘retter sig ind’.

Komik og tragedie

Kort efter pausen starter 2. akt eksplosivt med en fantastisk version af Metallicas ‘Enter Sandman’. De dygtige dansere udnytter hele trappen optimalt, forsanger Freja synger r**** ud af bukserne. Men den helt store stjerne i nummeret er det lysende talent, Rasmus 3d, der spiller en fantastisk guitarsolo. Jeg kan kun sige GLÆD JER !

En sjov scene i 2. akt, der er værd at fremhæve, omhandler en teenager, spillet fint af Alexander 1e, som bliver lagt i seng af sin mor som en lille dreng. Han falder i søvn og drømmer om en masse letpåklædte damer, der danser vovet på scenen (det mandlige publikum kan godt glæde sig) til skønsang fra Celine. Hvis man som publikum kan vriste blikket væk fra de letpåklædte dansere, er det virkelig sjovt at betragte Alexanders målløse ansigtsudtryk, der vises på storskærmen.

I en ægte forestilling er der selvfølgelig ikke langt fra grin til tårer. Her må jeg fremhæve en scene, hvor en pige har mistet sin drøm. Det er meget smukt skrevet, et rørende eksempel på, hvor hårdt det hele kan føles. Ikke bare at være ung – men at være til.

Jeg har lige mistet mine drømme.
De er væk. De var her lige før. De var lige her…
Det er sgu da også umuligt at holde styr på alting.

Så skrøbeligt og hjerteskærende kan det beskrives.

Fakta og flot musik

Forestillingen er krydret med en masse relevant fakta om drømme. For eksempel ved jeg nu, at blinde kan drømme, og at dem, der husker mange drømme, vågner dobbelt så ofte om natten. Forestillingen gør mig altså meget klogere på det at drømme, og det er et kæmpe plus.

Dog kunne jeg ind imellem godt savne lidt mere variation i det visuelle udtryk. Alle skuespillerne og musikerne har samme sorte farve på det meste stykket. Jeg kan godt forstå tanken bag det ensrettede udtryk, men det kunne have været rart med et par scener, der fuldstændig brød det strømlinede.

Musikken er spot on, og især rocknumrene fungerer fantastisk. Ikke bare pga. førnævnte Rasmus på guitar, som under ‘Boulevard of Broken Dreams’ helt overskudsagtigt spiller med guitaren på ryggen (!), men hele bandet, inkl. sangere, korsangere, strygere, trommer og Sophus, der på klaver spiller Måneskinssonaten med stor indlevelse.

Danserne gør det ligeledes sublimt og skal have ros for en flot og energisk koreografi, der kræver meget øvetid.

I alt er der omkring 80 elever på forestillingen, så der er mange, man ikke ser på scenen, herunder teknikken, som er ‘usynlig’ for publikum. Men når man ikke lægger mærke til det, er det jo netop fordi, det hele spiller, og det er også tilfældet her i alt fra lys og lyd til scenografien, der styres meget professionelt. Og selvfølgelig stor ros til de involverede lærere, der har lagt mange, mange timer i Multiforestillingen.

Klogere på drømme

Stykket er en montage, og jeg var spændt på at se, om jeg manglede et plot. Man kunne sagtens argumentere for, at forestillinger generelt har gavn af et. Men sådan er drømme jo også; En montage af underbevidsthedens tankespind, der ikke hænger sammen og giver en samlet mening og handling. Så jeg savner ikke plottet.

Efter at have set årets Multiforestilling er jeg blevet lidt klogere. Ikke bare på det at drømme, men på de unge medvirkendes tanker og følelser.

Og jeg er rørt over at vidne, hvordan forestillingen har skabt et sammenhold og en masse venskaber på tværs af klasserne med én fælles drøm; At give os den bedst mulige teateroplevelse.

Årets Multiforestilling er en reminder til os alle om, hvor vigtigt det er, at vi fortsætter med at drømme. Martin Luther King ville være enig.

Fakta om Multiforestillingen Drømme

Hvornår: Onsdag, torsdag og fredag 16-18. nov. kl. 19 (Cafeen åbner 18.30)

Hvor: Ørestad Gymnasium. Læs mere om eventet på FB her

Pris: 30 kr.

Hvad: Hvert år laver OEG en såkaldt Multiforestilling, hvor 70-100 elever medvirker samt drama- og musiklærerne

Multiforestillingen er, som navnet lyder, et mix af mange forskellige kunstneriske udtryksformer såsom dans, musik, spoken word, mediesekvenser, performance, skuespil, mm.
Eleverne står for stort set alt, lige fra manus til skuespil, musik, koreografi, teknik bag scenen, scenografi, lys og lyd, etc. Det hele bindes sammen af musik- og dramalærerne Elisabeth, Frits og Mette.

15000849_1240532756010625_1848661939949183716_o