Stor international konference om uddannelse var en kæmpe succes

24. april 2018

“En verdensborger forstår, hvordan man agerer i mødet mellem forskellige kulturer og evner at udvise forståelse og respekt. Helt basalt er en verdensborger i stand til at rejse rundt i verden og møde fremmede kulturer. Og uden at vide noget om dem, er en verdensborger i stand til at lære fremmede kulturer at kende og forstå dem  – på en respektfuld måde.” (citat Markus Bech Hansen fra 1.i.)

International konference på højt niveau

Den internationale konference “Educating Global Citizens of the 21st Century”, som blev afholdt i FN-byen, havde netop fokus på, hvordan man uddanner elever til at være fremtidens globale borgere.

Konferencen var en stor succes og blev gæstet af store udenlandske navne inden for uddannelse. Hovedtaleren var Michael Byram, der er berømt for sit arbejde med interkulturelle kompetencer. Han er en pioner på sit felt, og hans arbejde har således inspireret meget forskning.

 

Teori bliver omsat til praksis

Formålet med konferencen var at skabe konkrete idéer til uddannelse, der har et internationalt perspektiv. De forskellige forelæsere på konferencen kom hver især med deres bidrag til, hvordan man tænker internationalisering, og der var naturligvis mange synspunkter, der gik igen. Men på samme måde viste det sig også, at det der er vigtigt fra et bestemt kulturelt ståsted måske ikke tillægges samme værdi i et andet perspektiv.

Konferencens vekslen mellem på den ene side teorier og konkret arbejde i workshops kvalificerede hele arbejdet, og derfor mundede konferencen også ud i en række konkrete aftaler, som de deltagende har givet håndslag på at følge.

 

Mødet med forskerne og de andre deltagere betød, at eleverne kunne tage nye perspektiver med sig: “egentlig var det vigtigste nok, at jeg blev klogere på mig selv af at blive præsenteret for andre måder at tænke og handle på”, udtaler Markus Bech Hansen. Og så var det en helt særlig oplevelse for eleverne at opdage, at de faktisk har noget at byde på, og at deres perspektiver var lige så vigtige og værdifulde for konferencen som alle andres. og det ligger ifølge Markus Bech Hansen også i forlængelse af konferencens formål. Alle er gyldige og vigtige og kan bidrage med noget “hvad enten det er fra elev-, lærer-, forsker- eller leder-perspektiv. Formålet var det samme for os alle.

 

Netværk skaber muligheder

Rysensteen og Ørestad Gymnasium er førende i forbindelse med global uddannelseskultur, og for OEG-betyder den internationale profil, at det at uddanne til fremtiden i et internationalt perspektiv er en helt central del af skolens værdigrundlag og vision.

Konferencen er blevet til i tæt dialog mellem Ørestad Gymnasium og Rysensteen Gymnasium. Begge skoler har netværk i hele verden, og det er også en betydningsfuld faktor i forbindelse med, at en så stor konference overhovedet kan stables på benene. De to skolers rektorer, Allan Kjær Andersen og Gitte Harding Transbøl, var også  officielle værter ved konferencen og bød i fællesskab velkommen til konferencen og deltog selv under hele programmet.

 

 

En stor oplevelse for elever

Det var interessant og spændende for de elever, der deltog i konferencen. Markus Bech Hansen fra 1.i fortæller, at det, der særligt var værdifuldt for ham, det var at opdage, at man ved at tale med andre om uddannelse, faktisk kan blive klogere på sig selv.

Og så fortæller Markus: “ På konferencen var vi alle sammen ligeværdige”.

  

Rektor, Allan Kjær Andersen, fortæller, at det var tydeligt at se, at eleverne tog oplevelsen med sig, og at det blev klart for dem, at de faktisk har noget at byde på – de kan indgå i løsningen af verdens problemer i fremtiden, og de kastede sig ud i opgaven med gå-på-mod.

 

Global forståelse og empati

Allan Kjær Andersen, peger på “at det er meget tydeligt, at det giver utrolig meget mening at tale om uddannelse i globale sammenhænge”. Og det er måske noget af det vigtigste ved denne konference. Vi kan tænke store tanker, men når vi gør det sammen, bliver det mere værdifuldt, og så kan det få betydning i verden.

Allan udtaler: “det er meningsfuldt at tryk-teste de idéer man har – sammen med andre. for så viser det sig faktisk, at de tanker vi går og gør os om god uddannelse har resonans i andres virkelighed”.

Konferencen havde fokus på FNs verdensmål nr. fire, der handler om uddannelse. Det var særligt delmål 4.8, der var i fokus. Dette delmål beskriver, fremtidens elever som kompetente medborgere, der kan og vil forandre verden til det bedre. Og i den forstand er den vigtigste læring og et nøglebegreb for selve konferencen empati. Værdien i at kunne sætte sig i andres sted er afgørende for det videre arbejde. Og det var også et af de begreber, der for ganske mange deltagere var fremtrædende i en hierarkiseringsøvelse over centrale kompetencer for globale medborgere.

Fremtidens internationale arbejde på OEG

Lærer, Sidsel Rastrup Magnussen, var imponeret over eleverne, og er blevet styrket i, at jo flere elever, der kan få lov til at arbejde på denne måde med det internationale medborgerskab i en projektorienteret kontekst jo bedre. Derfor er det også vigtigt at denne konference ikke står alene, det er vigtigt, at arbejdet bliver implementeret i undervisningen, eller er med til at inspirere andre end de elever og lærere, der var med på konferencen. For der er noget at hente både i den konkrete undervisning, men også i udviklingen af undervisning, der støtter internationaliserings-kompetencer hos eleverne. Der er helt klart et behov for at arbejde på denne måde, og vi skal udnytte de fantastiske netværk vi har i Ashoka og Global School Alliance.

Læs mere om vores internationale netværk

Global School Alliance

Ashoka – Changemaker Schools