Elever blokerer Ørestad Gymnasium - undervisningen aflyst

05. oktober 2017
unnamed 2

Al undervisning aflyst torsdag morgen, og lærerne nægtet adgang til skolen. Elever blokerer skolen i protest mod regeringens nedskæringer. 

Af Rikke Bjerge

Siden kl. 07.30 har hundredevis af elever samlet sig i en stor gruppe udenfor skolen. De spærrer de to svingdøre for at forhindre deres lærere i at  komme ind. Senere vil de fylde skolens gange og lokaler, hvor de lave bannere og andre protestaktioner – uden at lærerne kan få adgang til skolen.

Derfor er undervisningen aflyst, lyder det fra rektor på Ørestad Gymnasium, Allan Kjær Andersen.

– Eleverne har blokeret skolen i protest mod regeringens nedskæringer på uddannelsesområdet. Jeg må desværre konstatere, at undevisningen er aflyst i foreløbigt 1. modul. Det er elevernes plan at holde skolen blokeret resten af dagen, og jeg vil løbende konstatere, om blokaden er så effektiv, at undervisningen fortsat ikke kan finde sted, lyder det fra Allan Kjær Andersen.

Rektor er i dialog med Elevrådet, der er bannerfører for aktionen, og ifølge Elevrådet vil blokaden vil blive opløst omkring kl.14, hvorefter eleverne vil gå videre til demonstration med andre gymnasieskoler.

– Vi forventer derfor, at de planlagte evalueringssamtaler kan finde sted i eftermiddag – måske med en smule forsinkelse, siger Allan Kjær Andersen.

Selv om lærerne er nægtet adgang til Ørestad Gymnasium, vil skolens ledelse, administration og teknisk personale være til stede på skolen hele dagen for at sikre, at alt foregår i ro og orden, mens eleverne indtager skolen.

Skolen vil løbende melde ud på Facebook, skolens hjemmeside og i mails til elevernes forældre.

Derfor demonstrerer eleverne

-Vi nedlægger undervisningen i protest mod regeringens nye finanslovsforslag, som indebærer, at der bliver skåret endnu mere i uddannelsen, end der allerede gør. På gymnasieuddannelserne vil de skære ekstra 5.8%, udover at vi skal spare 2% hvert år indtil 2021.

Dette vil have katastrofale følger, fordi alt der kan spares er allerede sparet. Nu er noget af det eneste, der er tilbage, at skære i lærerlønninger. Det vil betyde, at lærere får endnu mindre tid til individuelle elever og til at rette afleveringer. Det betyder bare, at vi får værre og værre undervisning.

  • Simun Samuelsen, 2.b, Elevrådsformand

Stort flertal for nedlæggelse af undervisningen

På foranledning af Elevrådet stemte alle Ørestad Gymnasiums elever i går eftermiddags om, hvorvidt de skulle nedlægge undervisningen i dag.
Mere end 1000 elever stemte, og 94% af dem stemte ja til blokaden.

Rektor om nedskæringerne

Rektor Allan Kjær Andersen er meget bekymret for regeringens spareplaner på uddannelsesområdet, herunder gymnasierne. Læs hans blog her:

Sparerutinen eroderer vort uddannelsessystem