1.c sendte hjemmelavede balloner til vejrs

06. november 2018

Fysik, kemi og matematik er fag, som arbejder sammen ret naturligt. I 1.c har de brugt fagene til at lave deres egne varmluftsballoner af afdækningsplast. Fysik blev brugt til at beregne idealgasligningen og opdrift, kemi brugte de til mængdeberegninger og idealgasligningen, mens matematikken stod for geometrisk optimering og modellering.

Alle 1.g-klasser har netop været gennem deres første faglige samspil, som er små forløb spredt over alle tre år, der fungerer som en forberedelse mod SRP i 3.g.

Målet: at nå loftet

Lærer Anders Torp hjalp eleverne med at fylde ballonerne med varm luft, inden de til sidst gav slip og ballonerne steg mod loftet. Eleverne havde valgt to forskellige former: en cylinder eller en oktaeder. Her kunne eleverne så for alvor se, hvor godt de havde gjort deres arbejde. De mest succesfulde balloner tog turen hele vejen op og røre loftet, hvorefter de langsomt tabte luft og dalede mod jorden igen.