Forfatter Morten Pape efter foredrag: OEG har en kæmpe gave

19. april 2016
– Jeg har aldrig talt for så mange mennesker før, lød det fra forfatter Morten Pape, som holdt foredrag på Ørestad Gymnasium om sin bog ‘Planen’ om sin hårde ungdom i Urbanplanen på Vestamager.

I forvejen kan det være hårdt at være teenager. Og når man ikke rigtigt passer ind, hverken derhjemme eller blandt vennerne, er det svært at finde sig selv.

Sådan oplevede den nu 29-årige Morten Pape sin ungdom i ghettoen Urbanplanen på Vestamager, hvor han voksede op. Det har han skrevet en hudløst ærlig bog ‘Planen’ om, som beskriver en barndom med en depressiv mor og en fraværende far, og en vennekreds, hvor ‘Perker-Pape’ som han blev kaldt af sine ‘indvandrer’venner havde svært ved at finde sit ståsted.

Og det var han ude på Ørestad Gymnasium for at fortælle om foran en fyldt sal med 700 elever fra 1+2.g på OEG.

– Det var nervepirrende først. Jeg har aldrig talt for så mange mennesker før. Men jeg kunne høre, at folk lyttede, reagerede, responderede, og det fedeste var efterfølgende at høre spørgsmål og kommentarer fra eleverne. De kom og sagde de sødeste ting til mig. At de var glade for at høre på mig, at de kunne relatere til det og har lyst til at læse en bog. Dem, der er fra miljøer, der minder om Urbanplanen, fik virkelig noget ud af det, lød det. Og det var også usædvanligt for mig. Normalt kan mine læsere ikke relatere til min bog, og de ser det mere som et indblik i et fremmed miljø. Det kunne de her, og det var lige så givende for mig, lyder det fra forfatter Morten Pape efter foredraget.

En kæmpe gave på OEG

Da han stod nede i salen og kiggede udover den store forsamling af studerende, så han et farverigt billede af alle mulige etniske herkomster. Og blev glad.

– Det er en kæmpe, kæmpe gave, I har her på Ørestad Gymnasium, og I skal bruge hinanden. Det er en enestående mulighed, når man til dagligt færdes blandt folk fra alle steder i verden. Alternativet er en ensporet skole, hvor alle er homogene. I har den mulighed, og den skal I gribe og blive bedre til at komme hinanden ved. Al irrationel frygt forsvinder dermed, og det kan alle lære af. Eleverne her skal vide, at de er priviligerede. Ikke fordi de er rige og forkælede, men fordi de har alle muligheder for, ved at lære hinanden bedre at kende, at skabe en anden verden, som ikke er ligesom denne her generation af bonderøve, siger han og smiler.

Under sit foredrag lagde Morten Pape ikke skjul på, at hans ungdom var den sværeste tid i hans liv. Han gik med de forkerte, følte sig forkert, og havde de forkerte forældre, træf de forkerte valg. Nu håber han, at han kan være med til at vise unge, at det ikke behøver ende dårligt, fordi man ikke er født med en guldske i munden.

Ingen rig onkel

– Jeg føler mig ikke som en rollemodel, og vil helst ikke tage det på mig. Men jeg er bevist om min rolle og mit ansvar. Hver eneste dag skriver fremmede mennesker til mig og giver mig ros. Det er altid rart med anerkendelse, og det allerbedste for mig, er, at jeg har nået det, fordi jeg har været mig selv, fortalt hvem jeg er, hvor jeg er kommet fra, vist mine svagheder. Jeg har ikke en rig onkel, ingen kontakter, men er nået hertil ved at være mig selv, fortæller han.

Romanen ‘Planen’ er en beskrivelse af Urbanplanen, af en dansk ghetto, men også beskrivelsen af en ung, rodløs fyr, der føler sig fortabt. Og det er en følelse, der er universel, mener Morten Pape.

– Helt generelt for den aldersgruppe er det uundgåeligt en svær periode. Der skal træffes mange valg, mange forventninger, hele verden er et tag-selv bord, men man kan også blive helt paralyseret på grund af det. Den aller sværeste periode i mit liv var den alder, jeg havde, da jeg gik i gymnasiet. Man er ikke længere et barn, man har fået sine ‘fucking’ konfirmationspenge, og nu skal man træde ind i noget helt nyt, der kan virke farligt og demotiverende, hvis man ikke har et mål.

Find din barne-passion

Selv famlede Morten Pape sig frem, indtil han valgte at satse alt på det, han fra lille havde været opslugt af. Film og fortælle historier. Det har indtil videre givet ham den fornemme debutantpris 2015 for ‘Planen’ samt adgang til filmuddannelsen Super 16 på manuskriptlinjen, hvor han bliver færdig til november. Han opfordrer alle unge her på OEG til at tænke over, hvad de brænder for, hvor deres passion ligger, i stedet for at vælge efter f.eks penge og status.

– Jeg læste engang, at det er ret sundt at beskæftige sig med det, man var fascineret af som lille, dengang man var helt uspoleret. Mit var at skrive og fortælle historier. Passion er efterhånden et fy-ord. Men hvis man vil have et liv, der giver mening, og noget man står op til og brænder for hver morgen, skal man spørge sit indre barn, hvad der tændte en dengang, lyder rådet fra den succesfulde forfatter.

Papes fortid og fremtid

Hvad: Foredrag med Morten Pape tirsdag 19. april kl.9.50-11.30 (2.modul)

Nu: 29-årige Morten Pape er i gang med uddannelsen som manuskriptforfatter på filmskolen Super 16. Hans deburoman ‘Planen’ er vinder af BogForums Debutantpris 2015.

Fremtid: Han er i gang med at skrive på endnu en roman og ved at udvikle en tv-serie på Nordisk Film, som foregår i samme miljø som ‘Planen’. En nutidig slags Matador.

Skolegang: 29-årige Morten Pape har gået i folkeskole på Dyvekeskolen og i gymnasiet på HHX Niels Brock på først Gullfossgade og dernæst Julius Thomsens Plads.