Multiforestillingen 2019: Et brag af en premiere

07. februar 2019

Onsdag d. 6 februar kulminerede flere måneders forberedelse, da årets multiforestilling, Livretter, havde premiere. Forestillingen handler om mad – både som spise og symbol.


En velsmagende menu

Mad er ikke bare mad.

Mad danner ofte også ramme om sociale arrangementer og lægger op til den ene debat efter den anden. Disse temaer og mange flere formår årets multiforestilling, Livretter, på ubesværet vis at komme omkring.

Stykket er sammensat af mindre sketches – alle med mad som gennemgående rød tråd. Og netop dén opsætning gør det muligt for både skuespillere, dansere og musikere at hoppe let og elegant mellem stilarter som 50’er rock, smuk violinmusik og en humoristisk veganersang.

En god skefuld samfundsrelevans

Madproduktion og diverse diæter debatteres heftigt i dagens Danmark, så selvfølgelig møder man både en kødfanatiker, en flok selvudråbte “allergikere”, et par stykker på slankekure og både aktivistveganere og hippieveganere. De mange tilgange til mad portrætteres med en god portion humor, og stykket virker derfor aldrig nedgørende.

Dermed ikke sagt, at man som publikum ikke udfordres og inddrages. Som en del af showet uddeles der flere gange både snacks og flyers, og når uddelerne af lækre flæskesvær er iført grisekostumer, så går budskabet rent ind. Også fra scenen uddeles der små kærlige stikpiller i form af relaterbare jokes.

Lækker varieret kost

Én ting er budskabet, en anden er udførelsen, som her er i top. Skuespil, dans og musik komplimenterer hinanden godt og variationen mellem de tre fungerer bare. Især de tilbagevendende tjenere og menu-opbygningen rammer forestillingen fint ind, og foruden de reelle snacks, virker de velintegrerede småfilm og andre medieindslag som appetizers inden den næste ret. Intet af det ovenstående ville dog være det samme uden de flotte kostumer.

Alt i alt sidder man som publikum tilbage med en følelse af, at det hele nok skal gå i sidste ende, for så længe vi kan grine af os selv og hinanden, finder vi sikkert ud af det. Men som fortaler for ananas på pizza, sidder man dog også tilbage og føler sig en smule angrebet, da den nok evige diskussion selvfølgelig var uundgåelig at bringe op.

TAK FOR MAD!

af Emma Borch

billeder af William Tversted