Ny Udvalgscafe gik over al forventning

21. oktober 2016

Så løb OEGs første Udvalgscafe af stablen med stor succes og masser af engagerede elever.

Fotos: Julie Medom Christensen, 2o

Rigtig mange interesserede elever mødte op til Ørestad Gymnasiums allerførste Udvalgscafe, da den åbnede i forhallen kl. 13.45 med fuld musik af skolens eget The OEG Band.

Udvalgene havde på forhånd været spændte på at se, om resten af skolen ville dukke op, men heldigvis kom en masse interesserede elever forbi, og stort set alle udvalg fik hvervet flere medlemmer. Så det var en stor succes.

Mange forskellige udvalg

‘Udvalgscafe’ betyder, at alle de mange udvalg, som eleverne er med i på skolen, stiller op med hver sin bod, lege, kage og sodavand. Hensigten er, at resten af skolens elever kan kigge forbi, spørge – og endda finde netop dét udvalg, der passer dem.

Ørestad Gymnasium er en stor skole med masser af forskellige elever og interesser, og derfor er listen af udvalg lang med noget for enhver smag. Her er alt fra filmklub til gaming, OEGrøn, LGBT, Amnesty Youth, RadioAktiv, The OEG Band, Operations Dagsværk, Elevrådet og OEG Events, som planlægger alle skolens fester og cafeer – og meget mere.

Hvad giver et udvalg ?

Udover det sociale aspekt er der andre gode grunde for eleverne til at melde sig til et udvalg, siger lærer Morten Smith-Hansen (MOS), der er spansk- og historielærer og underviser i AP.

– I elever udvikler en masse kompetencer, der også er brug for efter 3.g. I træner jeres evne til at tale, lytte, få ting til at ske, holde deadlines og levere. Jeg kan kun opfordre jer til at melde jer til et udvalg eller eventuelt skifte, til I finder et andet, der passer til jer. Involver jer og få trænet jeres kompetencer, lyder det fra Morten.

Arrangementet var planlagt og styret af eleverne selv, og det var skønt at se så stort engagement og deltagelse. Udvalgscafeen er bestemt kommet for at blive og bliver gentaget næste år.