OEGs elever gør en forskel

09. november 2017

OEG Gør en forskel-dagen handler om ‘Changemaking’, nemlig at gøre en forskel for andre ved at sprede glæde og give en frivillig, hjælpende hånd til dem, der har brug for det. Og den opgave må man sige, at Ørestad Gymnasiums elever fik løst til topkarakter. 

Af Rikke Bjerge. En stor tak til Clara og Helena 2.B for indsamling af fotos og kommentarer

Man behøver ikke tage langt væk fra Ørestad Gymnasium for at gøre en forskel. Faktisk er der mange mennesker i nærområdet, der har brug for en hjælpende hånd.

Den erfaring blev alle skolens elever rigere til den årlige ‘OEG Gør en forskel-dag, der i år blev afholdt onsdag 8.november 2017.

Her var det normale skoleskema ryddet til fordel for at hjælpe andre og gøre en forskel.

– Vores Changemaker-vision går ud på, at vi vil uddanne elever, der, udover den teoretiske viden, som man får i gymnasiet, lærer at tage ansvar og gøre en forskel for andre. Vi lægger vægt på at uddanne elever med selvtillid og sociale kompetencer, der ikke bare tænker, men vil handle og gøre en forskel. Det behøver ikke ‘kun’ være store ting, der forandrer verden, men også det helt nære, og derfor er ‘OEG Gør en forskel-dagen’ så vigtig for os, forklarer rektor Allan Kjær Andersen.

Hjemløse, kagesalg og Kræftens Bekæmpelse
En del af opgaven var, at alle klasserne selv skulle finde ud af, hvor de ville give en hjælpende hånd og dernæst kontakte steder for at komme derud. Og det gjorde, at OEGs elever nåede vidt omkring. Blandt andet fik flere hjemløse besøg af eleverne.

– 2.K er ude på herberget ‘Hus Forbi’, hvor vi har hjælper til med rengøringen og snakker med hjemløse.
– Der bliver delt kaffe og kage ud til hjemløse på Strøget, lød det fra 3.L.
– Vi er ude på bl.a Nørreport, Christianshavn, og Vesterbro for at hjælpe ved at dele mad ud, samt frugt og drikkevarer til de hjemløse, fortalte 2.D.

Også andre fik glæde af hjemmebagte kager, som gik til et godt formål. Blandt andet fik 3.H solgt kager på Strøget og tjent imponerende 1700 kr til Kræftens Bekæmpelse.
Og så sørgede 
3.j for at sprede glæde ved at dele gratis kage ud på Nørreport.

-Det var en kæmpe succes med masser af smil og kageglade mennesker, lød det fra klassen.

Ældre og yngste fik besøg
De ældre på Betaniahjemmet samt plejecenteret Hørgården fik både besøg og en masse glæde og smil, da en række 1.g’ere fra GF10 samt 3P var ude at hygge med beboerne.

Og så fik nogle af samfundets yngste også glæde af gymnasieeleverne.
2.E og 2.B var ude at hjælpe til på folkeskoler. Og 2.A fik hænderne fulde og nok at se til under deres travle og sjove dag i en børnehave.
– Vi skulle lave nogle lege med børnene, som var rigtig gode til at høre efter og lytte til, hvad de skulle gøre. Pædagogerne foreslog, at vi skulle komme igen i morgen. Vi havde det vildt sjovt og vil bestemt gøre det igen næste år, lød det fra 2.A.

Stor succes
3.D gjorde naturen og Amager Strand en tjeneste ved at samle skrald og gøre stranden flot igen. 3.A var ude at gøre en forskel ved at donere tøj til en organisation kaldet ‘Næstehjælper’, og 3.O fik lavet hjemmesider til Københavns Museum:
-Vi gør en forskel for at fremme kultur ved hjælp af museet, forklarede klassen.

En lang række elever valgte at donere deres arbejdskraft til Operation Dagsværk, hvis formål i år er unge i slummen i Dhaka, Bangladesh.

Så ingen tvivl om, at OEG Gør en forskel-dagen 2017 igen i år var en stor succes. Både for de involverede elever og dem, der fik glæde og gavn af deres hjælp.

En fast tradition

En gang om året i november rydder Ørestad Gymnasiums elever  skoleskemaet for at give særligt fokus på frivilligt arbejde og ‘Changemaking’.
Vi kalder dagen for ‘OEG Gør en forskel’.

Alle klasser skal deltage i et frivilligt projekt efter eget valg. Det er klassen, der skal finde og tage kontakt til et sted, hvor de ønsker at hjælpe.

‘OEG Gør en forskel-dagen’ ligger altid på Operation Dagsværk (OD)- dagen, og det vil sige at eleverne kan vælge at engagere sig i OD, som er et fælles støtteprojekt for alle landets gymnasier.

Billedgalleri

Tjek billedgalleriet her på siden med elevernes egne fotos fra OEG Gør en forskel 2017 – eller se dem her på Facebook

Rektor Allan Kjær Andersen har blogget om OEG Gør en forskel. Læs hans blog her