Stor succes til årets OEGgames 2017

01. september 2017

En succesfuld dag fyldt med sol, sejre og sjove studerende, da Ørestad Gymnasium holdt den traditionsrige idrætsdag, OEGgames.

Tekst og foto: Rikke Bjerge

Det har ikke været en prangende sommer. Men alligevel holdt vejrguderne atter hånden over Ørestad Gymnasium og Byparken, da den årlige aktivitetsdag OEGgames blev afviklet i fuldt solskin fredag 1.september 2017.

Kl. 08.10 mødte alle 46 gymnasieklasser op i fantastiske og særdeles kreative kostumer. Hver klasse havde et klæd-ud tema, som var meget gennemført, og man kunne se alt fra Game of Thrones (med en ægte og meget imponerende trone), julenisser, Hellerup, ‘Pimps and Hoes’, Charleston til Baywatch, BZ’er, osv. Der var også en klasse, der havde lavet en særlig (og morsom) hyldest til rektor Allan Kjær Andersen på t-shirts og bannere.

Gejst og team spirit
Alle klasserne skulle dyste i en masse forskellige konkurrencer på skolen og i Byparken i Ørestaden, og der blev givet bonuspoint for gejst og team spirit. Der var også tovtrækning mellem elever og lærere, hvor det, måske overraskende, endte med, at de ældste vandt.
OEGgames er en helt unik tradition på Ørestad Gymnasium, og den glæde og det sammenhold, som elever og lærere udviste gennem hele dagen, bekræftede atter, at det er en tradition, der er kommet for at blive.

Flere farverige fotos fra OEGGames 2017 kan ses på Ørestad Gymnasiums Facebook her

Elevernes egne fotos kan ses på Instagram med hashtag #OEGgames2017

 OEGgames finder sted hvert år i starten af skoleåret og er en helt unik tradition på Ørestad Gymnasium