Vellykket SCIINNO-besøg

20. november 2018

Innovativt nordisk samarbejde

SCIINNO er en sammentrækning af SCIENCE og INNOVATION, og er et udvekslingssamarbejde mellem Ørestad Gymnasium og fire finske skoler fra byen Oulu. Projektet lærer eleverne en state-of-the-art innovationsmetode, INDEX, som de skal bruge til problemløsning.

København, Roskilde og Lund

De finske elever boede hos vores elever her i Københavnsområdet, men i løbet af ugen tog projektet dem også til både Roskilde og Lund i Sverige. Der har været fokus på arkitektur, historie, kultur og IT mm.

Stramt program

Der var lagt et stramt program for ugen, som startede allerede søndag aften, da finnerne landede i Københavns Lufthavn. Her tog deres værtselever fra Ørestad godt imod dem.

Mandag:

Mandag morgen startede med en introduktion til projektet og rundvisning på både skolen og rundt i Ørestad. Herefter arbejdede eleverne med innovationsmetoden INDEX.
Efter frokost gik turen til IT Universitetet, efterfulgt af en lille sightseeing omkring Amalienborg og Langelinie.

Tirsdag:

Tirsdagen foregik i Roskilde, hvor de besøgte Roskilde Universitets Fablab, Vikingeskibsmuseet og Roskilde Domkirke.

Onsdag:

Onsdag stod den igen på INDEX. Eleverne færdiggjorde deres produkter og fremlagde for hinanden. Senere gik turen til Experimentarium i Hellerup og aftenen stod på ‘fri leg’.

Torsdag:

Torsdag tog de toget til Lund i Sverige, hvor turen gik forbi Lunds Universitet og deres MAX IV laboratorie, og senere en historisk vandretur rundt i byen som bl.a. gik gennem domkirken.

 

Til foråret går turen til Finland, hvor de bl.a. skal opleve den finske kultur og arbejde med et finsk IT-firma.

Mere om SCIINNO
klik her