OEG-elev på akademi for talentfulde unge
Hvis man som særligt talentfuld gymnasieelev har behov for ekstra udfordringer, behøver man ikke vente på, at man efter 3.g kan blive optaget på en videregående uddannelse. Man kan nemlig deltage i et 2-årigt diplom-program på Akademiet for Talentfulde Unge. Det har Kian haft fornøjelsen af og i dagens blogindlæg deler han sine tanker og oplevelser om tiden på ATU.
Elevernes stemme er i dag Kian fra 3c.
Akademiet for Talentfulde Unge er et 2-årigt diplomprogram rettet mod de dygtigste elever. Her bliver man blandt andet tilbudt forelæsninger på universitetsniveau og workshops med forskere og topchefer inden for et bredt fagligt felt.
At have deltaget i ATU’s diplomprogram har været med til at udvide min horisont, da jeg har haft mulighed for at afprøve undervisning på universitetsniveau i form af forelæsninger. Det faktum at ATU er et utroligt bredt fagligt program er ret tydeligt når det kommer til forlæsningerne, som har handlet om alt fra kryptovalutaer til klimaforandringer.

Forelæsninger på universitetsniveau
Sidste år var jeg med til adskillige forlæsninger omkring humanbiologi på Københavns Universitet, hvilket var så spændende, at det var med til at overbevise mig om at læse medicin, når jeg engang er færdig med gymnasiet. Jeg har også haft fornøjelsen af at være med til et foredrag omkring lasere med Nobelprismodtageren indenfor fysik anno 2018, Donna Strickland, hvor jeg lærte mere omkring anvendelsen af lasere i hverdagen og fremtidsmulighederne for disse.
Jeg har desuden testet mit eget DNA på DTU, hvor jeg skulle kopiere mine egne DNA-strenge og derefter undersøge disse for specifikke gensekvenser. Derudover har jeg også besøgt Microsofts afdeling i Danmark, hvor jeg bl.a lærte om deres arbejde indenfor kunstig intelligens, og hvilke muligheder AI-teknologien rummede.
På ATU blomstrer nye venskaber
Den sociale dimension udgør en essentiel del af ATU-fællesskabet, og jeg har mødt mange nye mennesker fra mange forskellige gymnasier og med forskellige interesser. Jeg taler stadig med flere af dem, jeg mødte på ATU, og sætter derfor stor pris på de mange venskaber jeg har dannet takket været diplomprogrammet.