fbpx

Sofie Spies – Student 2019

Sofie Spies – Student 2019

Hvad studerer du eller arbejder du med i dag?

Jeg studerer for tiden Global Business Informatics på It-Universitet. Det er en engelsk uddannelse som kombinerer It og Business, hvor man skal kunne lidt af begge og så være bindeleddet mellem de to. Jeg er frivillig i begge ITU’s barer (kaffebar og fredagsbar) og er helt vild med fællesskabet derude. Der er nemlig super mange engagerede mennesker, som minder mig meget om OEG’s changemakers. Derudover arbejder jeg på Sticks’n’Sushi og laver en smule freelance for OEG – bl.a. Hjemmesiden og OEG’s podcast SPARK.

Hvilket år blev du student?

Jeg blev student i 2019 og var så heldig at holde tale til dimissionen. 

 

Hvilken studieretning gik du på?

Jeg gik på den gamle Design studieretning, hvor jeg havde Billedkunst B, Samfundsfag B og Engelsk A. Derudover havde jeg Spansk A, som var super spændende at lære. 

 

Hvad var det vigtigste, som du tog med dig fra OEG?

Det vigtigste jeg lærte på OEG er, at det kan virkelig betale sig at engagere sig i ens omgivelser, for alt det, man laver udvikler én og har påvirkning på ens fremtid. Mit eksempel er, at jeg tilfældigt meldte mig ind i elevrådet, da der ikke var andre i min klasse, der ville. Jeg lærte at arbejde sammen med mennesker på tværs af aldre og interesser. Jeg blev så glad for det og i 3.g blev jeg derfor elevrådsformand. Jeg havde engageret mig en masse i skolen især i forbindelse med elevrådet, men også andre udvalg og efter 3.g blev jeg ansat som kommunikationsmedarbejder på OEG. Her fik jeg lov til at udforske og udvikle nye kreative færdigheder, såsom at styre sociale medier, designe hjemmesider og lave podcast. 

Jeg føler virkelig, at jeg har fået uendeligt meget ud af min tid på OEG. Jeg lagde også en masse energi i det, men det har virkelig gavnet mig meget i løbet af årene, både social, på arbejde og på universitet.