DIGITAL PLANTEVÆKST 

AMALIE SMITHS MACHINE LEARNING I, II, III

af Karen Wagner

Dagens kulturelle indslag handler om vores flotte billedtæpper, der hænger uden for multisalen.

Det er skrevet af Karen, der er litteratur-, kunst-, plante- og klimatosse og desuden dansklærer på Ørestad Gymnasium

 

Amalie Smiths digitalvævede billedtæpper er skabt til Ørestad Gymnasium – et digitalt gymnasium. Digitale kunstværker oplever man ofte virtuelt, på en skærm. Men det fine ved billedtæpperne er at de er så fysisk til stede i bygningen både som eksplosioner af farve og som noget taktilt man ville kunne røre ved, hvis man ellers var en kæmpe. Tæpperne er resultat af en digital proces hvor algoritmer fodret med fotos af planter selv har skabt nye plantefotos der er vokset til et digitalt plantekrat.

 

“Hvad minder tæppets visuelle strukturer jer om?” spørger jeg af og til mine elever. “Havets koralrev,” svarer de som regel altid. Det giver et stik i mit klimahjerte. De plantefotos kunstneren har fodret algoritmerne med, er af rødlistede, udrydningstruede planter der vokser på stenalderstrandengen på Amager Fælled. Et område hvor der gennem adskillige år har været en strid angående bebyggelsesplaner. Billedtæpperne har altså både en lokal forankring og et klimapolitisk perspektiv.

 Udover fotos af planter har kunstneren også fodret algoritmerne med sort-hvide fotos af OEG-elevers hænder der betjener laptops og smartphones. Unge hænder som jordens fremtid afhænger af. Hænder som er forbundet med hjerner der forhåbentligt vil anvende computerne til noget andet mere visionært og bæredygtigt end det som pengemaskiner som Google og Facebook disker op med. Tæpperne er på alle måde store. Fysisk måler de 1,62 x 4,90 meter.Men i kraft af deres teknologiske tilblivelsesproces favner de også kulturhistorisk over en stor tidsspand. 

Foto: David Stjernholm

 Det står en klart når man læser Amalie Smiths hybridbog Thread Ripper (2020) som dokumenterer tæppernes tilblivelsesproces og de refleksioner kunstneren har haft undervejs. Væven er en ældgammel teknologi, måske den ældste eksisterende: “Arkæologiske fund har dateret den tilbage til 5000 år f.Kr. Den er en forløber for både matematik og skriftsprog og kræver som teknologi både planlægning og matematisk tænkning.” Hvad jeg ikke vidste om væven, er at dens teknologi også er en forløber for computeren som spiller så stor en rolle i vores liv i dag. Bogen kredser netop om forholdet mellem vævning og computerteknologi samtidig med at den væver kvindeskikkelser fra historien og mytologien ind i sin tænkning. Ligesom billedtæpperne er bogen et vævestykke hvor alskens tråde som fx videnskab, poesi, computerteknologi, kunstig intelligens og plantefarver væves sammen. På den måde matcher Amalie Smiths værker gymnasiets arkitektur som jo blandt andet lægger op til tværfagligt projektarbejde. 

Jeg glæder mig hver eneste dag over bygningens smukke billedtæpper. Og for at det ikke skal være løgn, er jeg så heldig at have to mindre skitser til det endelige værk hængende i min stue, købt i forretningen Skitse i Ravnsborggade på Nørrebro. De udgør en unik plantevævsforbindelse mellem mit arbejdes væksthus for unge mennesker (nogle af dem underviser jeg i litteratur) og mit private drivhus med voksende planter og en voksende bogsamling. 

 

 

Du kan blive klogere på billedtæpperne, bogen og digitalvævning mandag den 4. oktober kl. 17-18 hvor Amalie Smith holder foredrag på Ørestad Gymnasium.