Uddannelsen (STX)
En almen studentereksamen (STX) tager 3 år. Du vælger allerede din studieretning inden du starter på gymnasiet, og skal derfor gå i den samme klasse i alle tre år. Uddannelsen STX er en almen gymnasieuddannelse. Den åbner for mange døre og skaber mange muligheder for dig i fremtiden, men samtidig kan du også specialisere dig indenfor bestemte fag.
Inden du starter
Når du søger optagelse til gymnasiet, skal du ikke kun vælge, hvilket gymnasium du vil have som 1. prioritet, 2. prioritet osv. Du skal samtidig vælge, hvilket sprogfag du gerne vil have, samt hvilket kreativt fag du ønsker. Læs om optagelse her.
På gymnasiet er følgende fag obligatoriske:
Dansk
Historie
Engelsk
Matematik
Idræt
Fysik
Samfundsfag
Religion
Oldtidskundskab
2. fremmedsprog: tysk, fransk, kinesisk eller spansk (begynder eller fortsætter)
Et kunstnerisk fag: billedkunst, mediefag, drama, design og arkitektur eller musik
To NV fag: biologi, informatik, kemi eller naturgeografi
Naturvidenskabeligt grundforløb (NV)
Almen sprogforståelse (AP)
De første måneder
De første måneder på gymnasiet er ens for alle elever. Her får du den første fornemmelse af, hvordan vi arbejder med tingene på gymnasiet – i klassen, i grupper, med projekter, skriftlige opgaver osv. Du kender selvfølgelig de fleste fag fra grundskolen, men den måde, der undervises på i gymnasiet, kan godt være forskellig fra det, du er vant til.
I denne første periode på ca. tre måneder får du to nye fag, nemlig AP (almen sprogforståelse) og NV (naturvidenskabeligt grundforløb). Begge fag afsluttes med en prøve i slutningen af perioden og kommer til at stå på dit eksamensbevis.
Din første tid på gymnasiet vil ikke kun være undervisning. For os er det vigtigt, at du falder godt til og bliver glad for at gå på skolen. Ved at have forskellige sociale arrangementer både i klassen og på skolen, hjælper vi dig med at lære dine nye klassekammerater at kende, så du kan få nye venner.
Studieretning
Du har allerede valgt din studieretning, inden du starter på gymnasiet. Når du starter i din klasse på første skoledag, vil du derfor møde en masse andre elever, der har den samme interesse for bestemte fag som dig.
Studieretningsfagene begynder for alvor i november. På din studieretning har du to-tre studieretningsfag og en række obligatoriske fag på både A-, B- og C-niveau. Flere af fagene er tæt knyttet til hinanden og arbejder derfor tæt sammen i perioder. Derudover kan du også vælge nogle valgfag, så du har mulighed for at skræddersy din uddannelse, så den passer til dine interesser og fremtidsplaner.
Vi har en bred vifte af studieretninger, og du kan helt sikkert finde en, der passer lige til dig.
Læs om vores studieretninger her.