Dramatik

Dramatik er for dig der:

  • Vil lære at udtrykke dig kreativt og nuanceret gennem kropssprog, gestik, mimik og stemme
  • Vil blive bedre til at optræde foran andre, fx når du skal holde oplæg eller skal til eksamen
  • Vil styrke din evne til at indgå i samarbejde med andre
  • Vil opnå handlekraft til at udvikle og virkeliggøre egne ideer
  • Vil forbedre din kritiske sans og analytiske evner

Drama på gymnasiet

Drama er et valgfag, du kan vælge på C eller B-niveau. C-niveauet kan du enten vælge som kunstnerisk fag i 1.g eller som valgfag i 2.g. B-niveauet kan du få som valgfag, hvis du har haft dramatik på C-niveau i 1. eller 2.g. 

I undervisningen er der stor sammenhæng mellem det teoretiske og praktiske, og drama er derfor et fag, hvor du har rig mulighed for at være kreativ og virkeliggøre dine ideer. 

Vi arbejder med:

Dramatik adskiller sig fra andre fag, da en stor del af undervisningen foregår på gulvet, hvor skuespiltekniske øvelser, små iscenesættelser og mere selvstændigt projektarbejde udfoldes. Det er vigtigt, at du er indstillet på at arbejde med kroppen, at optræde på scenen foran andre og på at indgå i tæt samarbejde med de andre på holdet. Vi arbejder både individuelt og med klasseundervisning, men det meste arbejde foregår i par eller mindre grupper.

Hvordan foregår undervisningen 

Vi beskæftiger os teoretisk med skuespilteknikker og dramaets udtryksformer både i vores egen tids aktuelle teater samt inden for udvalgte teaterhistoriske perioder. Det teoretiske arbejde spiller sammen med fagets praktiske del, hvor du lærer at anvende rum, scenografi, kostumer, lys og lyd, kropssprog, mimik, gestik, stemme og fantasi til at demonstrere din faglige viden. Du bliver altså både trænet i at analysere og fortolke scenekunstens forskellige udtryksformer, og i selv at skabe sceniske udtryk. 

 

Særlige ting vi laver

I løbet af skoleåret tager dramaholdet sammen i teatret og ser typisk 2-4 forestillinger. Man får således indblik i Københavns teatermiljø og opdager mindre, utraditionelle teatre, der repræsenterer forskellige genrer inden for teater. Nogle gange er der mulighed for at tale med skuespillerne og instruktøren efter forestillingen, som yderligere analyseres og diskuteres fagligt i undervisningen bagefter. Det sker også, at teatergrupper kommer ud på skolen og afholder workshops og/eller opfører en forestilling.

Vi har f.eks. om emnerne:

  • Improvisation
  • Komedie
  • Shakespeare
  • Politisk teater
  • Naturalistisk teater
  • Fysisk teater
  • Absurd teater