Studie- og ordensregler på Ørestad Gymnasium
På Ørestad Gymnasium gælder følgende lokale studie- og ordensregler. Reglerne er vedtaget på baggrund af Børne- og Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 316 af 27. marts 2025 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser.
Alle elever og ansatte på Ørestad Gymnasium er orienteret om regelsættet, som også er offentligt tilgængeligt på institutionens hjemmeside. Studie- og ordensreglerne på OEG er gældende fra 1. august 2026 og er godkendt af skolens bestyrelse, samarbejdsudvalget og elevrådet.
For at vi alle kan have en tryg, lærerig og god hverdag på Ørestad Gymnasium, har vi nogle fælles spilleregler. Studie- og ordensreglerne har til formål at støtte positive og studiefremmende aktiviteter på skolen samt at fremme et godt og trygt læringsmiljø. Læs dem grundigt igennem, da du som elev på skolen har pligt til at følge dem. De danner rammen for din tid her på skolen.
Studie- og ordensreglerne gælder primært for adfærd på skolens område, men adfærd i strid med studie- og ordensreglerne uden for skolens område og uden for skoletid kan også sanktioneres. F.eks. hvis der opstår en konflikt uden for skolen, som umuliggør et trygt læringsmiljø for en af de involverede parter. Studie- og ordensreglerne gælder også på sociale medier og kommunikationstjenester.
Foruden disse regler skal du også altid følge de ansattes anvisninger.
1.Ordensregler
Ordensreglerne har vi for at sikre god adfærd, trivsel og tryghed på Ørestad Gymnasium.
1.1 Mobning og krænkelser
På OEG skal der være plads til alle. Vores kultur er kendetegnet ved, at der kommer folk med mange forskellige baggrunde, og vores skole er et frirum til at være præcis den, man er. Derfor tolererer vi under ingen omstændigheder vold, truende adfærd, mobning, social kontrol, sexisme eller lignende krænkende adfærd. Vi forventer, at du kommer med en åben og nysgerrig tilgang til andre mennesker, og at du udviser respekt for andre. Det gælder både i det fysiske rum og i det digitale univers.
Se i øvrigt også vores anti-mobbe-strategi og whistleblower-ordning.
1.2 Religionsudøvelse
Gymnasiet er et sekulært læringsrum. Det betyder, at skolen er fri for enhver form for religionsudøvelse, herunder bøn, og vi stiller derfor ikke bederum eller lignende lokaler til rådighed. Dette gælder for alle religioner. Vi respekterer selvfølgelig princippet om religiøs frihed, og skolen blander sig naturligvis ikke i, hvordan du dyrker din religion i din fritid. Det er en privat sag.
Tilskyndelse eller påvirkning til ekstreme eller fundamentalistiske holdninger og adfærd i strid med uddannelsesformålene eller anden adfærd, der kan fremme sådanne holdninger og sådan adfærd, herunder fremme social kontrol af andre elever er i strid med uddannelsesformålene.
1.3 Alkohol, rygning og euforiserende stoffer
Vi har klare regler for indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer og rygning på og omkring skolen. Ved lov er skolen røgfri, hvilket betyder, at du aldrig må ryge på matriklen og heller ikke andre steder i skoletiden. Forbuddet gælder alle former for nikotinholdige produkter (herunder E-cigaret). Du må ikke være påvirket af, besidde, indtage eller modtage alkohol og andre euforiserende stoffer i skoletiden (herunder også på ekskursioner og studieture) eller på skolens område. Skolen kan anmode om, at du medvirker til en test for alkohol eller andre euforiserende stoffer.
Ved fester og sociale arrangementer uden for skoletiden, gælder andre regler for alkohol.
1.4 Adfærd på skolen
- Du skal overholde gældende lovgivning på skolens område
- Du skal behandle skolens bygninger og inventar hensynsfuldt
- Du skal aftale med rektor, hvis du ønsker at bruge skolens bygninger, udstyr eller materiel til andre formål end undervisning og studier
- Når du bevæger dig på skolens område, skal du opføre dig på en sådan måde, og tale i et behersket lydniveau, så du ikke forstyrrer elevers og læreres studieaktiviteter
- Du må kun indtage fødevarer i pauserne og i skolens kantine samt i gruppemiljøerne på 1. og 2. etage. Drikkevarer må medbringes i holdmiljøer og gruppemiljøer undtagen på 4. sal
- Du skal rydde op efter dig selv, og alle områder skal forlades, så møblerne står i grundopstillingen med stolene hængt op under bordene
- Under eksamen og prøver skal der være ro på skolen. I eksamensperioden er det kun tilladt at opholde sig i stueetagen, medmindre du skal til eksamen
- Du skal i din påklædning respektere, at skolen er en undervisningsinstitution
- Vi kommunikerer i alle sammenhænge på dansk som det almindelige, fælles sprog med hinanden, da vi er en dansk uddannelsesinstitution. Det fælles sprog inkluderer alle respektfuldt. Undtaget herfra er ved besøg på skolen fra udlandet og i fremmedsprogsundervisningen.
- Vi forventer, at du deltager i skolens kulturelle liv f.eks. ved at være med i et udvalg og bakke op om tværfaglige og sociale aktiviteter.
1.5 Undervisning, skærmvaner og digital adfærd
For at sikre fokus og nærvær i undervisningen, har vi følgende regler for skærme:
- Mobiler i mobilkassen: Du har pligt til at slukke din telefon og lægge den i klassens mobilkasse ved starten af hvert modul, medmindre læreren siger, at du skal bruge telefonen i undervisningen. Du må ikke have den på dig i undervisningstiden, og du må ikke aktivere internetdeling. I idræt skal telefonen blive i omklædningsrummet.
- Bærbar computer: Du skal medbringe din egen computer. I undervisningen må du kun bruge din computer til arbejdsrelaterede ting. Læreren kan til enhver tid beslutte, at computerne skal være lukkede. I det hele taget skal du altid følge lærerens anvisninger – også hvad angår computeren.
I forhold til digital adfærd er det ikke tilladt at vise og/eller dele billeder, lyd eller videoer som kan have et krænkende indhold. Det gælder også udenfor skoletiden og på sociale medier, hvis det har indflydelse på undervisningsmiljøet, herunder trygheden og samværet på skolen. Du må heller ikke tage billeder, optage eller filme andre personer/undervisning, medmindre den anden part er blevet gjort opmærksom på det og har accepteret. Det er ikke tilladt at bruge Ørestad Gymnasiums logo og navn mv. på de sociale medier, medmindre du får tilladelse til det af skolen.
Skolens net må kun anvendes til formål, der er relevant for undervisningen. Det er ikke tilladt at gennemføre betalinger over skolens net. Du må ikke downloade spil, musikfiler og ophavsretsbeskyttede programmer via skolens netværk. Misbrug af skolens IT-system betragtes som hærværk, og vil blive sanktioneret i henhold til skolens studie- og ordensregler.
2. Studieregler: Aktiv deltagelse
På Ørestad Gymnasium gælder følgende regler vedrørende jeres studiemæssige forhold:
Du er studieaktiv, når du følger disse regler:
- Du er forpligtet til at møde til undervisningen, være forberedt og deltage aktivt, så du får mest muligt ud af undervisningen og lærer det, du skal. Du skal blive i lokalet, når der er undervisning medmindre læreren siger noget andet. Dvs. toiletbesøg mv. finder sted i pauserne.
- Du skal aflevere opgavebesvarelser til den fastsatte tid, uden snyd.
- Du skal deltage fuldt ud i alle interne prøver og eksaminer samt aflevere større bekendtgørelsesfastsatte opgaver.
- Du skal deltage i studieture og ekskursioner.
Du skal undlade snyd og lignende uretmæssig adfærd, som kan forhindre eller modvirke, at du selv eller andre elever fuldfører deres uddannelse, herunder ved at aflægge de nødvendige prøver, i overensstemmelse med uddannelsesformålene. Du kan læse mere om, hvad der betragtes som snyd ved eksaminer, interne prøver og opgaver med tildelt fordybelsestid samt sanktioner i den forbindelse i elevhåndbogen.
Du kan forvente, at man skal udføre øvelser, der kræver fysisk kontakt i undervisningen. I idræt er du desuden forpligtet til at møde op omklædt med rette fodtøj og deltage aktivt i undervisningen.
Desuden forventer skolen, at alle elever bruger deres skole-gmail til kommunikation med skolens medarbejdere om emner relateret til skoledagen. Vi kommunikerer om alt fra fraværssamtaler med studievejleder til aktiviteter i udvalgene via e-mail, og du er forpligtet til at svare på de mails, vi sender dig. Desuden sender skolen officielle breve, f.eks. velkomstbrev, breve om fravær mm. til dig i din digitale postkasse, som du er forpligtet til at lære at bruge. Hvis du er under 18 år, modtager dine forældre også skolens officielle henvendelser i digital post.
Fravær og manglende opgaveaflevering registreres løbende. Alt fravær registreres uanset årsag. Ferie kan kun afholdes i de perioder, der fremgår af skolens ferieplan. Du har pligt til at orientere dig om omfanget af dit eget fravær fra undervisningen og manglende opgaveaflevering samt standpunktskarakterer i Lectio. Hvis du har for meget fravær skriftligt eller fysisk (over ca. 10 %), vil du blive kontaktet af studievejledningen og evt. få tildelt skriftlige advarsler. Hvis du har mere end 10% fravær i et fag, kan du ikke indstilles til eksamen. Vi lægger sammen en plan for, hvordan fraværet kan nedbringes. Herunder har du pligt til at udfylde årsag til fravær løbende under ”fraværsårsager” i Lectio, således at skolen kan holde sig orienteret om årsagen til dit eventuelle fravær. Hvis fraværet fortsætter, kan du i sidste ende blive meldt ud af skolen. Hvis du er under 18 år, har du pligt til at orientere dine forældre om omfanget af dit fravær og dine standpunktskarakterer.
Du skal opnå et resultat på mindst 2,0 i gennemsnit for at rykke op på næste klassetrin. Gennemsnittet beregnes på baggrund af et uvægtet gennemsnit af dine eksamenskarakterer fra det pågældende skoleår samt interne årsprøver og standpunktskarakterer. I 1.g medregnes karaktererne for NV og AP også. Hvis ikke du opnår et gennemsnit på 2,0, vil vi vurdere din samlede progression og dit faglige niveau, når vi træffer afgørelse om hvorvidt du kan fortsætte på næste klassetrin.
2.1 Erstatningsundervisning
Elever med dokumenteret længerevarende sygdom eller kronisk sygdom, kan efter konkret aftale med ledelsen få en særlig ordning, hvor skolen tilbyder erstatningsundervisning. Elever med behov for at gennemføre en mere fleksibelt tilrettelagt skolegang kan efter konkret vurdering fra skolens ledelse opnå en aftale.
3. Sanktioner
Ved overtrædelse af skolens studie- og ordensregler kan der, alt efter den enkelte årsag, iværksættes følgende sanktioner:
- Du kan blive frataget din SU
- Du kan nægtes at blive indstillet til eksamen i et eller flere fag, eller blive pålagt at aflægge prøve i et eller flere fag uafhængig af prøveudtrækket
- Du kan blive udelukket for bestemte arrangementer på skolen
- Du kan blive indkaldt til en samtale med dine forældre og skolens ledelse, hvis du er under 18 år
- Du kan få en skriftlig advarsel, som bortfalder efter et år, medmindre andet angives i advarslen. Advarsler givet i forbindelse med snyd eller overtrædelse af ordensreglerne, bortfalder ikke
- Du kan blive bortvist midlertidigt i op til 10 dage, der medtælles som fravær
- Du kan blive bortvist mens en sag undersøges
- Du kan blive bortvist helt
- Du kan få et erstatningskrav, hvis du ødelægger noget på skolen.
- Du kan få et forbud mod, at du i en nærmere bestemt periode medbringer og anvender nærmere bestemte private genstande eller typer af genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel, under dit ophold på institutionen og i undervisningen.
Skolen bestemmer, hvilken sanktion du får.
Du kan desuden nægtes oprykning til næste klassetrin som en reaktion på, at du ikke opnår det ønskede faglige udbytte af undervinsingen. Ørestad Gymnasium kan ved skoleårets afslutning tage stilling til, om en elev skal nægtes oprykning til næste klassetrin i overensstemmelse med § 12 i Børne- og Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 316 af 27. marts 2025 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser.
4. Klager
4.1 Klage over sanktioner:
Du kan klage til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet over skolens afgørelse for så vidt angår retlige forhold. Du skal sende din klage til skolens ledelse, som så sender klagen til STUK til deres behandling.
- Kun retlige forhold: Du kan udelukkende klage over retlige fejl (fx at skolen har regnet dit gennemsnit forkert ud eller at du ikke er blevet partshørt). Styrelsen tager ikke stilling til selve skolens faglige vurdering af dig.
- Ingen opsættende virkning: Mens klagen behandles, gælder sanktionen fortsat (medmindre rektor eller styrelsen beslutter andet).
4.2 Klage over en karakter
Tænk dig grundigt om, inden du klager over en årskarakter/eksamenskarakter.
- Krav til klagen: Klagen skal være skriftlig og fagligt begrundet. Med udgangspunkt i fagets officielle faglige mål skal du redegøre detaljeret for, hvad du har præsteret, og hvordan det opfylder målene.
- Processen: Ledelsen tager ikke stilling til selve karakteren. De vurderer udelukkende, om klagen lever op til de formelle krav. Gør den ikke det, afvises den straks. Lever den op til kravene, sendes den til læreren/censorerne, der skriver en faglig udtalelse, som indgår i den videre proces.
- Frist og afsendelse: Klagen skal sendes til eksamensklage@adm.oegnet.dk. Fristen er 2 uger fra du har modtaget karakteren. Vær opmærksom på lang behandlingstid, særligt hen over sommerferien.
4.3 Klage over en lærer eller undervisningen
Er klassen utilfreds med en lærer, skal problemet først løses i klasserummet. Hverken studievejledere eller andre lærere kan tage sagen videre for jer.
- Tag snakken: Klassens elevrepræsentanter skal fremføre problematikken og aftale en evaluering samt fælles opsamling i klassen med den pågældende lærer.
- Skriftlig klage: Hvis problemet fortsætter, og læreren ikke er lydhør, kan der klages skriftligt til ledelsen. Det skal fremgå, hvem der klages over og hvorfor. Rektor vil derefter vurdere sagen og tage en samtale med læreren og eleven.
Bemærk: Anonyme klager accepteres ikke.