fbpx

Vi hjælper med lektier og studievaner

På Ørestad Gymnasium er det vigtigt for os, at vores elever kan få lektiehjælp og særlig vejledning, hvis de har behovet for det. Vi har lige nu følgende tilbud til vores elever.

Science og saftevand

Hveranden uge finder Science og Saftevand sted i vores kantine efter skole. Her kan du få hjælp til dine opgaver i matematikfysikkemi og NV – og drikke et glas saftevand samtidig. Der vil være lærere og elever til stede at hjælpe med spørgsmål og opgaver.

Sprogvejledning

På OEG har vi et særligt tilbud til dig, der gerne vil blive bedre til fremmedsprog. Det hedder sprogvejledning og kan benyttes af alle elever på OEG. Sprogvejledning er ikke lektiehjælp, men man får værktøjer til at kunne blive bedre til sit 2. fremmedsprog som tysk, fransk, spansk eller kinesisk.

Læs mere om sprogvejledning her

Sprogligt ressourcecenter

Sprogligt ressourcecenter har til formål at hjælpe elever med læse-, skrive- og stavevanskeligheder. Ordblinde elever kan søge om en programpakke, der kan afhjælpe stave- og læsevanskeligheder, få støttetimer og forlænget forberedelse til eksaminer. Sprogligt ressourcecenter samarbejder også med klassernes lærere om at styrke nogle elevers læse- og skrivekompetencer og holder løbende kurser på alle årgange i forbindelse med skrivning af større skriftlige opgaver som DHO og SRP. Elever, som ikke har dansk som deres første sprog og ikke taler dansk hjemme, har mulighed for at få individuel vejledning til at forbedre deres danske skriftsprog af skolens DSA-vejleder (Dansk Som Andetsprog).

Læs mere om sprogligt ressourcecenter her

OEG Mentor

OEG Mentor er et tilbud for alle elever på Ørestad Gymnasium. Mentorerne er et hold af elever, der har fået træning i særlige spørgeteknikker og i at vejlede deres medstuderende. Mentorforløbet er skræddersyet til den enkelte elev, og en mentor kan ses som en ‘personlig træner’, som hjælper en elev med at sætte og opnå mål og forbedre sine studievaner. Et mentorforløb kan være med til at øge motivationen, så en elev på sigt får et større udbytte af undervisningen. 

Studievejledere

Studievejlederne gør elever klogere på uddannelsens opbygning, valgfag og studieretningsvalg. De hjælper elever med eksamensangst og de vejleder om sociale, økonomiske og personlige forhold. Endelig sørger de for at tildele en mentor til de elever, som har behov for det.

At turde være på

“At turde at være på” er en workshop, som er rettet mod elever, der ønsker at afdæmpe præstationsangsten og nervøsiteten til eksamen. Eleverne arbejder med forskellige øvelser med fokus på vejrtrækning, krop og stemme, der kan hjælpe med at finde ro i en eksamenssituation og få styr på nervøsiteten, så den bliver produktiv og ikke lammende.