fbpx

Matematik

Matematik er for dig der:

  • Kan lide at løse problemer vha. abstraktion og ræsonnementer
  • Kan lide at foretage logisk tænkning.

Matematik på gymnasiet

I alle studieretninger har man matematik på minimum B niveau (eneste undtagelse er den “super-sproglige” studieretning, hvor matematik afsluttes på C-niveau efter 1. g).

 

I matematik får du en bred introduktion til matematisk tankegang og basale færdigheder og kompetencer, som du uanset studieretning kan bruge i dine andre fag. Der arbejdes primært med faget som praktisk redskab i hverdagen, og du vil komme til at arbejde med emner som variable, vækstmodeller, trekanter og beregninger samt behandling af talmaterialer.

 

Matematik B er adgangsgivende på mange videregående uddannelser og er derfor et ministerielt minimumskrav på næsten alle studieretninger. Her lærer du ikke bare om matematisk problem- og opgaveløsning, men beskæftiger dig med principperne og tankegangen bag de matematiske sammenhænge. Således er formålet med faget ikke bare at give dig grundlæggende matematiske værktøjer, men yderligere at introducere en dybere forståelse for fagets logiske sammenhænge. Du vil således komme til at beskæftige dig med mere komplekse og teoretisk funderede emner, hvor du vil opnå en dybere helhedsforståelse for sammenhængen mellem teori og praktisk problemløsning.

Vi arbejder med:

  • Sproget: I matematik bruges en lang række begreber til at beskrive sammenhænge mellem tal og egenskaber ved geometriske figurer. På denne måde er matematikken et sprog.
  • Anvendelse: Matematikken bruges også som redskab i andre fag. Det kan være formler og grafer i naturvidenskab, statistik og vækstmodeller i samfundsfag eller betragtninger over talforhold fx. det gyldne snit i humanistiske fag.
  • Logikken: Endelig er der en række regnemetoder og formler i matematik, og det er afgørende, at disse metoder giver korrekte resultater. Derfor er bevis for metoderne af stor betydning. På denne måde har matematikken sin egen logiske struktur.

Hvordan foregår undervisningen 

Vi arbejder både med “papir og blyant-matematik” men træner også de matematiske færdigheder på computeren med med et såkaldt CAS-værktøj (TI-NspireCAS). Udover det skriftlige laver vi også matematiske eksperimenter og øver mundtlige præsentationer.

Vi har fx om emnerne:

  • Statistik
  • Sandsynlighedsregning
  • Vektorer
  • Funktioner
  • Differentialregning.

Som hævet fag 

Det er muligt at hæve faget til matematik A, der også er obligatorisk på flere af de naturvidenskabelige studieretninger. Dette niveau er målrettet videregående uddannelser, som bygger på intensivt brug af matematik, og pensum er derfor en overbygning af B-niveau, hvor din viden vil blive uddybet og suppleret. Således giver dette niveau mulighed for en fordybelse, der introducerer mere komplekse og teoretiske sider af matematikken, med fokus på ræsonnementer og beviser.