Musik
Musik som valgfag er for dig der:
- Interesserer dig for musik og vil fordybe dig i både teori og musikhistorie
- Vil forstå hvordan musikken afspejler kulturelle tendenser
- Vil lære at synge og spille sammen med andre og for andre
- Vil blive bedre til at beskrive den musik, der omgiver dig med brug af musikbegreber og analysemetoder
Musik på gymnasiet
Musik er et af vores kunstneriske valgfag. Du kan vælge have det i ét år på C-niveau. Derefter kan du hæve det til B-niveau i 3.g, hvis du vil fordybe dig endnu mere, lære noder og arbejde med skriftlig musik. På A-niveau indgår det i kunstneriske studieretning 1: Musik+ . Uanset hvilket niveau du vælger, afsluttes faget med en eksamen, som afspejler arbejdet med både musikhistorie, teori og sammenspil.
Vi arbejder med:
Musikhistorie (musik- og kulturforståelse, musikhistoriske perioder, genrer, kunstnere og komponister)
Musikteori (noder, rytmer, analysemetoder, begreber og brug af relevante musiksites (musikipedia, jakobmjensen, tartelet, thomashammer)
Musikudøvelse (instrumentlære, kor, sang, sammenspil, dans, stomp, groove, indstudering af numre og koncertoptrædener)
Ud af huset (vi tager tit til koncerter, både klassisk, jazz, kinesisk, rock, blues og hvad der ellers sker rundt i byen)
Hvordan foregår undervisningen
I musik som valgfag bliver du god til at analysere forskellige kulturelle udtryksformer med brug af de musikbegreber og metoder, vi arbejder med i musikfaget. Og når du står i øvelokalet eller lydstudiet, vil du med din musikteoretiske baggrundsviden og indblik i musikhistoriske perioder og genrer være bedre rustet til selv at kunne skabe musik sammen med de andre på musikholdet.
Gennem sammenspil og gruppearbejde bliver du lydhør og god til at afkode cues og signaler i en samarbejdssituation, og det er guld værd, uanset hvilken type teamwork du skal ud i efter gymnasiet.
Du bliver god til at performe – både for dine kammerater i klassen og for mindre og større publikum. Det hjælper dig til at få is i maven, når du skal stå over for en større forsamling og holde en tale, et foredrag eller en koncert.
Særlige ting vi laver
I musik tager vi til koncerter ud af huset til et af Københavns mange spillesteder og koncertsale. Vi får også besøg af musikere udefra, fx samarbejder vi med Music Confucius Institute og spillestedet Beta. Det giver alt sammen indblik i hvordan det er at være udøvende musik og hvad det kræver.
Vi har fx om emnerne:
- Musik med rødder i blues (rock’n’roll, soul, rock, r’n’b)
- Musik fra et bestemt årti, fx 1980’erne (synth, elektro-pop, superstjerner og glamrock)
- Etnisk musik (fx afrikansk, kinesisk eller latinamerikansk musik)
- Original & cover (komparativ analyse af forskellige udgaver af samme sang)
- Instrumentfamilier og orkestertyper (symfoniorkester, bigband, strygerkvartet, rockband, kor og elektronisk musik)
- Akkorder og skalaer (dur, mol, pentaton og blues)
- 4-chord songs og ostinatbaserede grooves (fx ved musikproduktion i garageband med brug af loops, samples og riffs)
Som hævet fag
På A-niveau har du musik i tre år og kommer derfor endnu mere i dybden med musikteori, musikhistorie og musikudøvelse. Vi arbejder med nodeskrivningsprogram og anvender flere forskellige musikanalysemetoder. Og vi bruger vores viden om genrer og begreber, når vi selv spiller instrumenter eller skriver sange – både solo og sammen med andre. Eleverne på A-niveau har stor indflydelse på de emner, der arbejdes med og stort ansvar for at sammenspil og andre former for gruppearbejde fungerer. Den måde vi kobler det praktiske med det teoretiske gør det også mere naturligt for dig at tænke kreativt og innovativt – egenskaber som alle i både det private og det offentlige efterspørger.