fbpx

Handleplan: Elevtrivsel 2023

 

Vi arbejder målrettet på, at OEG skal være et godt sted at være og et godt sted at lære. 

Skolen skal tiltrække og fastholde nysgerrige elever, der vil og kan indgå i relationer med hinanden. Det gør vi ved at komme tæt på den enkelte elev ved, at eleven bliver set i den daglige undervisning og inddraget i tilrettelæggelsen af skolens hverdag. Vi skaber mange muligheder, hvor eleven kan indgå i frivillige tilbud som fx talentprogrammer, idræt, klubber, udvalg og multiforestilling.

 

Årets resultater

Resultater og opsamling fra ETU (elevtrivselsundersøgelsen), undervisningsmiljøvurdering, grundforløbsevaluering, studievejledernes opsamling, kvalitetsdag for personalet og efterfølgende fokusgruppeinterviews med udvalgte elevtyper.

Resultaterne og dermed også handleplanen lægger sig tæt op af sidste år. Mange tiltag fortsættes og nye kommer til. Trivslen er forbedret en smule og samtidig er landsgennemsnittet faldet. Det tolker vi som, at indsatserne peger i den rigtige retning, og at vi skal holde fast og bygge ud.

 

ETU

Elevtrivselsundersøgelse er gennemført i alle klasser i december måned. Svarprocenten var næsten 90%.

Set bredt på de fem overordnede trivselsindikatorer; faglig individuel trivsel, social trivsel, læringsmiljø, pres og bekymringer samt mobning, ligger OEG blandt de laveste 10% af stx-skolerne. Det er ikke tilfredsstillende. Det er ikke en overraskelse, men ærgerligt at vores elevtrivsel nu ligger på niveau med de andre skoler med høj andel af minoritetsetniske elever.

Vi ligger lavt på alle fem, og igen i år ser det bekymrende ud mht. læringsmiljø, pres og bekymringer samt mobning. I denne handleplan er fokus på læringsmiljøet, pres og bekymringer samt flere tiltag, der skal fastholde og forbedre den sociale trivsel og mindske frafald i 1.g. Det er vores forventning, at forbedringer på de tre områder vil smitte af på indikatoren for mobning. Faglig individuel trivsel ligger bedre end de andre indikatorer, men flere af indsatserne i denne plan forventes også at forbedre på den, ligesom indsatser i forlængelse af handleplanen for skriftlighed forventes at forbedre på det område.

Frafald giver mistrivsel og mistrivsel giver frafald. Vi har de seneste år set en del “karakterflygtninge”. En “karakterflygtning” er en elev, der flytter skole med det formål at få højere karakterer. Deres fortælling til lærere, studievejledere og ledere er, at de oplever at blive bedømt for hårdt på OEG, og at man får højere karakterer andre steder. Den anden type af elevtrafik vi har oplevet i stigning, er henviste elever, der skifter løbende, når der er plads på et af de ønskede gymnasier. Fælles for de to typer elevtrafik er, at det giver uro og dårlig trivsel for de tilbageværende. 

På samme måde som de seneste skoleår har vi haft en skærpet indsats over for nye elever, der ikke er læringsparate, og som ikke bidrager til fællesskabets trivsel. Ledelsen kommer hurtigt ud i klasserne og forventningsafstemmer, og der følges hyppigt og hurtigt op med klasselærere, så elever oplever ensartede og hurtige korrektioner på uønsket adfærd. Hvor der ikke kan opnås en aftale om forbedring af studieadfærden, skrides der til sanktionssystemet. 

 

Grundforløbsevaluering

Den overordnede tilfredshed med grundforløbet er høj og evalueringen giver ikke anledning til ændringer.

 

Undervisningsmiljøvurdering

Eleverne giver i undersøgelsen udtryk for, at de generes af støj i undervisningen. Det sættes på dagsordenen i møder mellem klasselærere og elevrepræsentanter, og vi har samtidig fokus på problematikken i forbindelse med vores indsats omkring ro, renlighed og regelmæssighed, hvor der er kommet konkrete input fra PU og fra kvalitetsdage.

Tiltag til forbedring af elevtrivslen

  • Vi sætter fokus på klasselærerfunktionen og det nære klasseteam. Herunder studenterudviklingssamtalerne (SUS) i stedet for karaktersamtaler. Skemalægning af teammøder med centralt fastlagt dagsordensskabelon fra skoleårets start.Klasselærere eller studieretningsfaglærere er med på introtur. 

     

  • Vi fortsætter og forbedrer forløbet OEGdannelse, der sikrer overskuelighed og ro i skemaet samtidig med, at arbejdet de tværfaglige kompetencer (innovation, karrierelæring, globale- og digitale kompetencer), studieteknik, “mindset” og klasserumskultur har en fast og ensartet ramme at udfolde sig i. I forløbet er der også moduler om demokratisk dannelse.

  • IT-opstarten justeres, og undervisningen er analog den første uge, så eleverne har styr på login, koder, andet teknisk samt er introduceret til vores platforme, inden det digitale setup tages i brug. Vi har implementeret en ensartet opbygning af forløb og forløbsplaner i Google Classroom, så eleverne oplever den samme måde at få lektier for, at se undervisningsbeskrivelser osv. fra alle lærere.

  • Vi igangsætter yderligere tiltag, der har fokus på at tydeliggøre forskellen på “træningsrum” og “præstationsrum” for eleverne for at mindske deres oplevede pres.

  • Arbejdet med læseguides og faglig læsning fortsættes og udbygges i faggrupperne.

  • Vi ønsker med et øget fokus på vores skolekultur at opdyrke et fællesskab, som flere elever føler sig kompetente i. Det gør vi ved at tilbyde en bredere vifte af fællesskabende aktiviteter både i og udenfor skoletiden i samarbejde med elevudvalg og med lærernes tydelige deltagelse, da vores undersøgelse viser, at mange elever ønsker sig mere kontakt med lærerne, også uden for klasseundervisningen. 

  • Vi fortsætter vores succesfulde elev-elev-mentorprogram, OEG Mentor. Programmet har været præsenteret på en workshop på SIP, og vi har efterfølgende indledt et samarbejde med fire andre gymnasier, som skal deltage i vores årlige træning af elevmentorer. Programmet kører for sjette år i træk og er blevet meget populært for både mentees, men også elevmentorerne, der oplever mestring med opgaven.

  • Der indgås samarbejde med andre skoler med lignende udfordringer, om at søge midler fra fonde til at styrke lærernes handlemuligheder vedrørende elevmålgruppen.

Indikatorer for, at vi er på rette vej på dette område:

  • Stigning på mindst tre af de frem trivselsindikatorer i ETU 2023

  • Bedre score på spørgsmålene om pres pga. hhv. lektier og karakterer i ETU 2023

  • Færre “karakterflygtninge”

  • Klasseteamet inviterer løbende klasserepræsentanter med til teammøder

  • Flere elever og ansatte deltager i skolekultursarrangementer og konceptet OEGfri er blevet en integreret del af skolens sociale liv