OEG Games
En alternativ idrætsdag
På OEG er vores idrætsdag ikke helt, som du kender den. Vi afholder i stedet OEG Games, der er en af vores yndlingstraditioner. OEG Games er langt mere farverig og festlig end en traditionel idrætsdag. Klasserne er klædt ud og skal kæmpe mod hinanden i en række discipliner. Du vil kende nogle af disciplinerne, men vil også blive overrasket over de helt nyopfundne, som kun hører til på OEG.
Udklædning
På udklædningsfronten bliver der også sat hårdt ind, når klasserne prøver at overgå hinanden i det bedste og mest fantasifulde tema. Klasserne skal inden dagen vælge et tema og finde gode kostumer, der passer til. Tidligere har temaerne været alt fra pirater til filmcastet fra Game of Thrones. Det kan godt betale sig at gøre noget ud af kostumet, der er nemlig ekstra point at hente for den bedste udklædning.
Disciplinerne
Der bliver dystet i både traditionelle og utraditionelle discipliner, fra volley til cykel-ringridning.
Størstedelen af disciplinerne går igen hvert år, men der er altid en overraskelsesdisciplin, som offentliggøres på dagen. Disciplinerne foregår både på skolen og i Byparken overfor og varer hele dagen.
Lærerne står ved posterne, og skal give point for gennemførelse men også for udklædning og holdånd. Man kan altså godt tabe en disciplin, men stadig få ekstra point for gode kampråb og opbakning til de kæmpende klassekammerater.
Fællesskab
Til OEG Games kommer du tæt på din klasse. I skal nemlig være sammen hele dagen og være fælles om at gøre jeres bedste. På samme tid vil du også lære de andre klasser og lærerene bedre at kende. Dagen giver hele skolen en følelse af sammenhold og OEG Spirit.
OEG Games afsluttes med skoleårets første café.
Vilde OEG Games historier
Der har gennem årene været mange festlige og fantasifulde temaer og udklædninger, men i 2015 var der en klasse, der overgik det meste. De havde nemlig lejet otte levende kameler som en del af deres tema.