fbpx

Rektor til Ørestad Gymnasium – Stillingsannonce

Ansættelsessted

Ørestad Gymnasium

Ørestad Boulevard 75

2300 Kbh S

Stilling oprettet

18. november 2024

Ansættelsesdato

  1. marts 2025

Ansøgningsfrist

6. december 2024

Vil du stå i spidsen for et ungt, udviklingsorienteret og moderne storbygymnasium, hvis mission er at uddanne til fremtiden? Har du lyst til at lede en stor gruppe dygtige, engagerede medarbejdere og endnu flere  sprudlende, mangfoldige og sjove elever i en smuk og visionær skolebygning beliggende i et lokalområde i en spændende udvikling? Så læs videre og søg stillingen som rektor på Ørestad Gymnasium.

 

Ørestad Gymnasium er et ungt storbygymnasium med ca. 950 elever. Skolen udbyder STX med en bred vifte af studieretninger, herunder den særlige studieretning med mediefag A. Skolebygningen er moderne og visionær og lægger op til samarbejde, transparens og åbenhed i måden, undervisningen tilrettelægges og afvikles, og det smitter af på skolens kultur. Det gode samarbejde er omdrejningspunkt for skolens dagligdag både i undervisningen og i måden, vi organiserer os på.

Som ny rektor bliver du ansvarlig for, at skolens vision og strategi bliver til virkelighed. Din opgave bliver at videreudvikle skolen og at sikre en god og stabil drift. Skolen står over for en ny strategiproces, som den nye rektor får til opgave at sætte i gang og præge i et tæt samarbejde med bestyrelsen og med god inddragelse af elever og medarbejdere. Strategien skal tage udgangspunkt i skolens værdier og styrker, men samtidig også orientere skolen mod en ny politisk virkelighed med en kommende reform af ungdomsuddannelserne og en ny pædagogisk virkelighed med behov for gentænkning af undervisning i lyset af bl.a. kunstig intelligens og andre aktuelle dagsordner på gymnasieområdet.

 

En god trivsel hos både elever og medarbejdere er vigtige prioriteter for skolen, og et godt studie- og arbejdsmiljø er en forudsætning for at lykkes med skolens ambitioner. Det er derfor vigtigt, at den nye rektor prioriterer de gode relationer i dagligdagen og vil være medskaber af en tryg og inkluderende skolekultur, hvor et godt samarbejde mellem ledelsesgruppe, lærere, øvrige personalegrupper, bestyrelsen, relevante lokale aktører og ikke mindst elever er skolens kendetegn.  

Du skal være en synlig rektor på skolen, du skal øge lokalområdets kendskab til skolen, og du skal prioritere samarbejder og netværk både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Skolen er ERASMUS+-akkrediteret, har mange internationale (udvekslings-)kontakter og modtager ofte besøg fra udlandet.

 

Vi forestiller os, at du har en relevant ledelsesbaggrund fra uddannelsessektoren og gerne fra STX, at du trives med at lede dygtige, fagprofessionelle medarbejdere, og at du kan og vil lede og sætte retning i en skolekultur med tradition for medinddragelse og -indflydelse. 

 

Du kan læse mere om jobbet og om Ørestad Gymnasium i den uddybende job- og personprofil. Hvis du har spørgsmål om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte uddannelsesleder Annette Kjærholm Rasmussen på tlf. 31 75 02 06 eller akr@adm.oegnet.dk eller rådgiver Birgitte Vedersø på tlf. 21 27 90 20 eller birgitte@vedersoe.co. Du kan søge stillingen pr. mail til job@adm.oegnet.dk. Ansøgningsfristen er d. 6. december 2024 kl. 09:00. Alle henvendelser behandles fortroligt. Vi glæder os til at høre fra dig.