Afslutningen på 3.g
Festlige begivenheder for 3.g’erne
De sidste par måneder i 3.g er altid begivenhedsrige her på OEG. Det er her, du er til de sidste fester, du begynder på de sidste forløb i fagene og færdiggør dine sidste afleveringer og så starter læseferien, hvor alle eksaminerne ligger.
3.g er for mange det hårdeste år fagligt, men heldigvis sker der også en masse spændende ting.
Her kan du læse om mange af de fantastiske traditioner, vi har for 3.g’erne.
Blå bog
På OEG er der tradition for, at alle 3.g klasserne skriver blå bog. De plejer at mødes klassevis, og skrive en side om hver elev. Her skriver de alt, der kendetegner eleven såsom: sjove minder, kælenavne og fremtidsscenarier.
Gallafesten
Gallafesten er en helt særlig fest. Alle kan deltage, men aftenens fokus er på 3.g’erne. Galla er nemlig deres sidste fest på OEG. Traditionen tro handler det om at gøre noget ud af sig selv. Derfor sætter man håret, finder sit pæneste tøj frem og lader joggingtøjet blive hjemme til dagen derpå.
Læs mere om Galla og festerne på OEG her
Eksamensbingo
Det er til eksamenscaféen, at 3.g’erne finder ud af, hvilke eksamener de har trukket, og dermed hvilke fag de skal op i. Eksamenslodtrækningen offentliggøres igennem en vild omgang eksamensbingo.
Til eksamensbingo får hver elev tildelt en personlig bingoplade. Hvert nummer står for et bestemt fag, og rektor læser tallene op et af gangen, efterfulgt af hvilket fag tallet står for. Der jubles og der grædes, når 3.g’erne finder ud af, om det er et af deres stærke eller svage fag, de har trukket.
Videoen er fra eksamensbingo 2024.
Studentertiden
Studentertiden er en traditionsrig og festlig periode. Studenterne udklækkes den sidste uge af juni måned.
På Ørestad Gymnasium foregår fejringen af elevens sidste eksamen på terrassen bag skolen, hvor forældre og venner kan stå klar til at modtage studenterne og sætte huen på. Vi pynter op og sætter borde op, så familien har mulighed for at fejre den nyudklækkede student.
Den sidste eksamensdag holder skolen en hyggelig aften for alle de nyudklækkede studenter. Her kan alle éns venner og lærere få skrevet lykønskninger i huen og så er der tradition for underholdning bagefter.
Den helt store dag er dimissionen. Det er her, studenterne får overrakt deres eksamensbevis. Når dimissionen er overstået, tager studenterne afsted i deres pyntede vogne for at besøge hinandens familier.