fbpx

Globalisering og internationalisering 

Ørestad Gymnasium i verden

På OEG er vi engagerede i verden omkring os, og lægger vægt på at samarbejde med skoler i andre lande. Især inden for EU og Norden. Vi er Erasmus+-skole. Og vi har fokus på det internationale aspekt gennem særlige studieretninger, globale netværk og internationale projekter. Alle elever kommer på en studietur til Europa i 2.g. Medieklasserne producerer dokumentarfilm fra det land, som de besøger. På samme måde bruger de andre studieretninger deres faglige og innovative kompetencer på studieturen. Mange elever tager desuden på studietur med deres sprogfag på A-niveau i 3.g. 

Ørestad er en Erasmus+ skole

Vi er godkendt som en Erasmus+ akkrediteret skole. Derfor er vi med i det europæiske netværk støttet af EU. Erasmus+ er et EU-støttet program, der giver midler til uddannelse og udvekslingsophold i Europa. Formålet er at møde elever fra andre EU-lande, at opleve en anden kultur og styrke sprogkundskaber. Det betyder, at vores elever kan få ekstra studierejser, til partnerskoler i hele Europa, uden at skulle have ekstra penge op af lommen. Vi sender elever på Erasmus-rejser både sammen med hele klassen og på individuelle udvekslingsophold.

Erasmus +

Partnerskoler i Norden og resten af Europa

Vi er medlem af netværket “Ashoka Changemaker Schools”, som er et partnerskab mellem skoler i hele verden. Ashoka fokuserer på at uddanne eleverne til selvstændige og handlekraftige mennesker. Gennem Erasmus+ og Nordplus programmerne indgår vi i partnerskaber med skoler og organisationer i EU og Norden. I øjeblikket har vi  gode samarbejder med: Lycee Pilote Innovant International (Poitiers, Frankrig), VIKA videregående skole i Oslo, KLEX (Graz, Østrig), Augusta Viktoria Schule (Itzehoe, Nordtyskland) og New York Film Academys skole i Firenze.

 

Ørestad er et grønt gymnasium

Vi rejser klimavenligt, når vi tager på studieture i 2.g. Alle klasser kommer på en uges studierejse til et sted i Europa, og vi prioriterer at kunne rejse med tog eller bus for klimaets skyld. Vi deltager i projekter om klima og bæredygtighed. Blandt andet et Nordplus projekt om klima. 2.g’erne har desuden været i Thy, hvor vi har fokus på at opleve det fjerne i det nære i Danmarks vilde natur. 

Studieretninger med internationale samarbejder

Hvis man som elev gerne vil have ekstra fokus på det internationale udsyn, kan man vælge en af vores tre studieretninger med fokus på det internationale perspektiv: Global Society Class, Supersproglig og Verdensborger.

Global Society Class

På vores samf-engelsk studieretning, Global Society Class, sætter vi fokus på fællesskaber, politik og samarbejde i Europa. Klassen bliver undervist på engelsk i samfundsfag og historie og kommer på en studietur hvert år. Nogle af de emner, der er fokus på i denne studieretning, er demokrati, konfliktløsning og EU’s betydning i forhold til de udfordringer, verden står overfor som fx ulighed, migration, klima og økonomisk udvikling.


Læs mere om Global Society Class her.

Supersproglig linje

På den supersproglige linje sætter vi fokus på kommunikation og sprogkompetencer på tværs af landegrænser. Studieretningen deltager i internationale samarbejder fx med vores samarbejdsskoler eller gennem vores hyppige Erasmus-projekter. Desuden vil eleverne på den supersproglige linje komme på sprogrejser med deres fremmedsprog på A-niveau.

 

Læs mere om den supersproglige linje her.

Verdensborger

På denne studieretning har du samfundsfag sammen med dine valgte sprogfag. På Verdensborger lærer du om andre lande og kulturer, men også at kunne forstå og tale sproget i disse lande. Du lærer at arbejde fagligt og tværfagligt med samfund, kultur, sprog, medier, historie og politik. På denne studieretning kommer du desuden på flere sprog- og studierejser i løbet af din gymnasietid, og du har også mulighed for at besøge en af vores partnerskoler i Europa.


Læs mere omVerdensborger her.

sprogrejse OEG

Rejsecafé – en international dag

I april afholder vi en rejsecafé, efter klasserne er vendt hjem fra deres studieture. Det er en international dag, hvor de forskellige studieretninger  præsenterer deres projekter, og deler deres indtryk fra de lande, de har besøgt. Samtidig giver det resten af skolen et større indtryk af de internationale netværk. På sigt vil vi videreudvikle dagen til en større begivenhed, der sætter fokus på globalisering både for vores elever og for andre interesserede. Vi fortsætter vores tradition for at trække resten af verden ind på skolen gennem internationale gæster og workshopholdere, både på denne dag og resten af skoleåret.