fbpx

Uddannelsen (STX)

 

En almen studentereksamen (STX) tager 3 år. De første 3 måneder skal du gå på et grundforløb. I slutningen af grundforløbet skal du vælge, hvilken studieretning du ønsker at gå på resten af din gymnasietid. Du begynder på din studieretning i slutningen af oktober måned i 1.g.

 

Uddannelsen STX er en almen gymnasieuddannelse. Den åbner for mange døre og skaber mange muligheder for dig i fremtiden, men samtidig kan du også specialisere dig indenfor bestemte fag.

Inden du starter

Når du søger optagelse til gymnasiet, skal du ikke kun vælge, hvilket gymnasium du vil have som 1. prioritet, 2. prioritet osv. Du skal samtidig vælge, hvilket sprogfag du gerne vil have, samt hvilket kreativt fag du ønsker. Læs om optagelse her.

På gymnasiet er følgende fag obligatoriske:

Dansk

Historie

Engelsk

Matematik

Idræt

Fysik

Samfundsfag

Religion

Oldtidskundskab

2. fremmedsprog: tysk, fransk, kinesisk eller spansk (begynder eller fortsætter)

Et kunstnerisk fag: billedkunst, mediefag, drama, design og arkitektur eller musik

To NV fag: biologi, informatik, kemi eller naturgeografi

Naturvidenskabeligt grundforløb (NV)

Almen sprogforståelse (AP)

Grundforløb

Når du begynder på gymnasiet, skal du først igennem et grundforløb på 12 uger. Grundforløbet er ens for alle elever på alle gymnasier. På grundforløbet får du den første fornemmelse for, hvordan vi arbejder med tingene på gymnasiet – i klassen, i grupper, med projekter, skriftlige opgaver osv. 

 

Du kender selvfølgelig de fleste fag fra grundskolen, men den måde, der undervises på i gymnasiet, kan godt være forskellig fra det, du er vant til. Grundforløbet giver dig derfor mulighed for at finde ud af, hvilke fag du bedst kan lide i gymnasiet, og dermed også hvilke fag du vil fortsætte med, når du vælger din studieretning. 

 

Det er også i grundforløbet, at du skal have fagene AP (almen sprogforståelse) og NV (naturvidenskabeligt grundforløb). Begge fag afsluttes med en prøve i slutningen af grundforløbet og kommer til at stå på dit eksamensbevis.

 

I løbet af grundforløbet bliver du introduceret for alle vores studieretninger og de fag, som du ikke har i grundforløbet. Vi holder en række workshops, hvor du hører om, hvad man arbejder med i studieretningen og i fagene. På den måde klæder vi dig godt på til at vælge netop den studieretning, som du ønsker dig.

 

Din første tid på gymnasiet vil ikke kun være undervisning. For os er det vigtigt, at du falder godt til og bliver glad for at gå på skolen. Ved at have forskellige sociale arrangementer både i klassen og på skolen, hjælper vi dig med at lære dine nye klassekammerater at kende, så du kan få nye venner. Læs mere om, hvordan vi tager imod dig her

Studieretninger 

Efter grundforløbet kommer studieretningsforløbet. 

 

I studieretningsforløbet har du to-tre studieretningsfag og en række obligatoriske fag på både A-, B- og C-niveau. Disse fag udgør studieretningen – flere af fagene er tæt knyttet til hinanden og arbejder derfor tæt sammen i perioder.

 

 Derudover kan du også vælge nogle valgfag, så du har mulighed for at skræddersy din uddannelse, så den passer til dine interesser og fremtidsplaner. 

Når du kommer i din studieretningsklasse, vil du komme i klasse med en masse andre elever, der har den samme interesse for bestemte fag som dig.

 

Vi har en bred vifte af studieretninger, og du kan helt sikkert finde en, der passer lige til dig. Læs om vores studieretninger her.